Bøger på bål… Meget underligt idag at gå på årets bogmesse og glæde sig over en anerkendelse af egne bøger, den lilla er tæt på at have solgt 30.000 eksemplarer, hvor tanken indimellem strejfede, at bøgerne pludselig kan ende som et blussende bål, hvis noget tekst i bøgerne pludselig går nogen imod, som det lige nu sker for bogen “godnat og sov godt”. Jeg hylder bestemt heller ikke alle skrevne metoder omkring samvær med børn, men jeg giver den enkelte forælder retten til selv at reflektere over den inspiration, der kan komme fra syd og nord, og jeg har tillid til forældres egne sunde fornuft, hvis de får lov at beholde/udvikle den. Og jeg tror, at den enkeltes forældrerolle bliver bedre af at få fred og ikke hele tiden blive sat til skue og på prøve.
Vi kommer i dette land fra Gud, Konge og fædreland, ro, renlighed og regelmæssighed, kæft, trit og retning som grundlag for dannelse af næste generation. Det er så godt for børn, at kæft og trit er kommet væk. Det er så synd, at retningen røg med, og dermed også forældrerollesikkerheden, hvilket har resulteret i, at forældre nu igennem mere end 30år har søgt og famlet efter de rette metoder for hverdag med børn.
Forældre idag er fantastiske, fordi de vil deres børn det allerbedste. Det er bare så svært, at få de super gode tanker og intentioner omstillet til handling, fordi tvivl og nye og bebrejdende vinde hele tiden overhaler de gode intentioner, og den følelse opstår, hvis man har brugt en metode eller dele af en metode, som nu pludselig sendes med bål til “Bloksbjerg”.
Som familievejleder ser jeg, at den allerstørste “fjende”, som forældrerollen har idag, er den nærmest “religiøse” udmelding om ret og vrang i det rigtige for børn, der indimellem kan komme fra øst eller vest, hvilket hos mange forældre skaber en følelse af at være forkerte “det har vi jo gjort med vores børn”, hvilket efterlader en dårlig samvittighed og kæmpe usikkerhed.
Dette opslag har et eneste ønske, nemlig at appellere til, at vi bevarer demokratiets mulighed for den gode dialog og inspiration om de bedste muligheder for børn og forældrerollen, og stoler på den enkeltes evne til at finde frem til det bedste af det bedste for børnene fremadrettet.
Faktisk er det sådan, at det er utroligt, hvad børn kan være med til, når blot de mærker sikre voksne omkring sig, der tror på egen forældrerolle. Faktisk er det utroligt, så sikre forældre kan blive, hvis de flytter alle de mange tanker væk fra hjernen, og mærker efter i hjerte og mavefornemmelse, hvad der føles godt for netop os og vores lille familie. Faktisk er det så meget bedre bare at være 70 procent okay i forældrerollen, end at forsøge at opnå de 180 procent perfekt forældrerollefornemmelse, som flere og flere lægger op til som must for børn idag, som ofte resulterer i frit fald til 20 procent…
Jeg har et´ stort og brændende ønske for forældrerollen, at vi stopper med at bære brænde til tvivlens bål. Bedste hilsner fra Lola