Sommervarmen giver debatten solstik og hedeslag, eller sagt mere kontant, en unødig debat raser unødigt… Skal børn holde ferie, når forældrene har ferie? Jeg er nødt til at starte med at spørge, hvordan det spørgsmål overhovedet kan være opstået?
Selvfølgelig har det altid været sådan, at en familie med særlige udfordringer og små ressourcer, som en selvfølge skal have lov at sende sit barn i daginstitution, fordi denne kan byde mere, end forældrene kan.
Men for ALLE andre forældre er det vel en selvfølge, at har man selv fri, ja så har barnet det også.
Ubetinget kærlighed er det vigtigste, man kan give sit barn. Dette kan man give både med eller uden fuld ferie med barnet. Men lige efter følelsen af ubetinget kærlighed, så er den bedste følelse man kan give sit barn, at det betyder noget/er vigtig for sine omgivelser (manglende deltagelse i feriedage kan faktisk sætte den ubetingede kærlighed på en “tvivlsprøve”).
Følelsen af at betyde noget for sin familie viser man sit barn ved at give dem automatisk deltagelse i ALLE ferie-, fridage og fester (de børneegnede), samt deltagelse i dagligdag og praktiske gøremål, kultur, traditioner, langsom tid, tøffetid, tid til fordybelse, tid til kedsomhed, tid til nærvær, tid til at sortere og restituere fra en hverdag, som for mange børn og voksne idag består af flere impulser, end hjernen er designet til at modtage… (emnet i min bog “Må vi så få ro!”)
Så herfra kan jeg kun anbefale “brug ferien på ferie med børnene istedet for på debat om ferie med eller uden børn.
Bedste sommerferiehilsner fra Lola