September måneds positive historie 2015

Månedens positive historie september 2015

I denne måned udvælger jeg selv månedens positive indslag:

I forbindelse med udgivelsen af min nye bog ”Pas på familien, også når den går i stykker”, er jeg jo blevet interviewet til forskellige medier, og nogle af mine kontroversielle og politisk ukorrekte udtalelser har jo rejst en mediestorm. Midt i orkanens øje føltes det derfor ekstra positivt at få en prober mail fra en mand/far fra bogens målgruppe, især at den er skrevet så venligt, til trods for at den er skrevet af en far, der i den grad står  i problematikken til en hals lige nu og med følelserne i højeste ”alarmberedskab”. Og så vil jeg gerne bruge denne mail til at råbe alle skilsmissemødrene op: ”Hvis ikke faderen er psykisk syg, slår, har misbrug eller forvolder anden skade på ekskone og/eller børn, ja så SKAL mødre sørge for at skabe nogle rammer, der på alle måder giver mulighed for barnets ret til kontinuerligt samvær med sin far”.

Hej Lola

Jeg har netop læst en artikel i Jyllandsposten om deleordninger, hvor du kommer med dit syn på de forskellige deleordninger. Jeg bliver meget ked af at læse det du mener, og desværre bekræfter det mig i det syn, som jeg oplever mange har på skilsmisser. Vi er et par som er helt nye i skilsmissen, og har inden for kort tid begge accepteret, at vi skal igennem en skilsmisse. Vi har altså endnu ikke påbegyndt processen, eller talt om deling af vores datter på 2½ år. Men fra alle sider får jeg at vide, at jeg som far får meget lidt indflydelse på min datters liv og opvækst. Hvis jeg er heldig, kan jeg få en 10/4 ordning, men vores datter vil automatisk få bopæl hos moderen. Jeg tror at flere fædre ville være villige til at fravælge 7/7 ordningen, hvis de vidste, at der var en reel mulighed for at de kunne få den ordning, som i dag næsten automatisk falder ud til moderens fordel. Spørgsmålet i dag er jo ikke, hvor barnet skal bo mest, men hvor lidt/meget faderen skal have lov til at se barnet. Og det hele bliver kørt i barnets tarvs navn. Man hører desværre sjældent om, at faderen har fået en 10/4 ordning, hvor barnet har fået bopæl hos ham, og moderen har barnet i 4 dage, med mindre at moderen har nogle psykiske problemer, eller på anden måde ikke kan tage vare på sig selv. Hvorfor er der denne negative holdning mod mænd? I vores tilfælde er vi en familie, som de sidste 7 år har boet i udlandet. Jeg er ansat i et udenlandsk firma som adm. direktør. Min kone har gået hjemme de sidste 2½ år og passet vores datter. Min kone er nu kommet til det punkt, hvor hun bliver nødt til at have et job, og dermed er hun sammen med min datter flyttet hjem til Danmark i vores hus, som vi har haft siden 2006. Jeg sidder hernede tilbage, og har fået at vide, at jeg ikke må flytte ind i det hus, og venter derfor på, at jeg kan finde et job, inden jeg kan komme hjem. Da jeg har den stilling, som jeg har, er der desværre 2 måneders opsigelse. Så hvis jeg skal følge reglerne, så kan jeg tidligst komme hjem midt november. Da min kone gik hjemme og passede vores datter (på nær de 6 timer om dagen hun var i vuggestue) og nu er sammen med hende hver dag, og vil være det i nogle måneder endnu, så er jeg som far automatisk kørt bagud, når der skal vælges ordning. For allerede nu har moderen et forspring sammen med min datter. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man som far skal møde denne mur? Desværre er det en mur, som man også møder hos folk som dig, som har arbejdet med dette i så mange år. Jeg forstår dit synspunkt om 7/7 ordningen, og vil til dels give dig ret i det, men det er det eneste vi fædre har at kæmpe for, hvis vi vil have del i vores børns opvækst og ikke føle os som andenrangs forældre. Jeg er selv skilsmissebarn (født 1973), og jeg havde stort set ingen kontakt med min far. Dette var fordi, at jeg af min mor altid hørte negativt om min far, og at han boede langt væk. Jeg har i dag kontakt med ham, men det er meget begrænset, for der gik desværre så lang tid, inden vi begyndte at kende hinanden, at vi i dag blot har et venskab, ikke et far/søn forhold. Jeg er skuffet over, at man her i 2015 begynder på at lægge alt ind under barnets tarv, og nogle ukendte personer sidder og bestemmer, blot fordi en mor ønsker at bruge barnet som våben mod faderen. Vores skilsmisse skyldes ikke utroskab, vold, misbrug eller andet negativt men mest, at jeg har arbejdet mange timer, mens min kone har gået i et fremmed land alene, og dermed har manglet noget nærvær fra mig. Jeg vil rigtig gerne vide, hvordan man på nogen måde kan påvirke dette, således at der kan blive lavet om på dette i fremtiden. Jeg hører ofte, at det nu om dags er ændret meget i forhold til ”gamle dage”, og det kan jeg også godt se. Men det er fordi, at man i ”gamle dage” som far ikke havde noget at skulle have sagt, så alt er en forbedring i forhold til dette. Håber du i det arbejde, som jeg ærligt erkender, jeg ikke kender det store til, vil påvirke det således, at barnet også får en reel mulighed for at få en far, og blive påvirket af sin far igennem opvæksten.

Med venlig hilsen CC

Hej CC

Tak for din mail. Og jeg forstår til fulde din reaktion på min vinkel, specielt i jeres situation. Jeg er dog sikker på, at jeg ville vinde ved nærmere bekendtskab, da jeg fx også i min bog skriver, at et fælles forældreskab indebærer, at man bliver i geografisk nærhed af hinanden. Således ville det beskytte dig og din datters samvær, at når I har skabt job og liv i udlandet, så ved din datters mor også helt fra en start, da I rejste derned, at en evt. skilsmisse ville indebære, at hun skulle holde sig i nærheden af dig efterfølgende. Det kunne så fx være sket ved, at hun havde lejet et værelse i det land, I bor nu, til I alle tre sammen kunne flytte tilbage til Danmark. Og flytter moderen før, du har fået nyt job i Danmark, ja så burde loven beskytte dig og din datter, at miljøtilknytningen var i udlandet for din datter. Jeg har også i min bog skrevet, at 10/4 er perfekt for din datters alder, men at du helt bestemt bør komme forbi midt i perioden hun er hos sin mor og fx stå for ugentlig svømning eller gymnastik, så fraværstiden ikke bliver for lang. Havde jeg været med inde over som familievejleder, så havde jeg stillet spørgsmålstegn ved moderens flytning til Danmark. Der står i min bog, at man efter skilsmissen bør bygge de nye samværsforhold op omkring nuværende bopælsmiljø. Måske skilsmissen får jer begge til at savne det danske netværk, men I bør altså forsøge at blive sammen, enten ved at holde hinanden ud under samme tag som nu, eller en lejebolig i nærheden til den ene af jer, og så må I sammen flytte hjem, når du har fået job. Nu har jeg jo kun fortællingen fra den ene side, men mødre bliver i min optik en kende egoistiske, hvis de både bare kan rejse med barnet, og også som en selvfølge få retten til det fælles hus i Danmark. Hvis rammen var klar, som min bog lægger op til, at I som forældre har pligt til at blive i hinandens nærhed, så ville du få mere indflydelse på din datters opvækst (jeg kan altså her bedre lide, at der tænkes på samvær end indflydelse…). Mine udtalelser i Jyllandsposten er som de er, fordi det for mig er vigtigt, at børn får en rolig opvækst, fordi ro og stabilitet giver bedre trivsel. Og ja det kommer forældre til at betale en pris for desværre. Og i de fleste familier er far og mor jo lige egnede til barnet, har jeg skrevet i min bog, men børn trives ikke ved en 7/7 ordning, hvor det bliver børnene, der betaler den højeste pris for skilsmissen.

Jeg er rigtig ked af det på jeres vegne, især den specielle situation med skilsmisse i udlandet taget i betragtning. Jeg håber, at I finder frem til ramme og samarbejde, der giver de bedste betingelser fremtidigt, først og fremmest af hensyn til jeres datter og dernæst til hendes far og mor. Og det var dette samarbejde min bog skulle inspirere til, og din fine mail fortæller mig, at min bog er vigtig.

Jeg nominerer hver måned en eller anden situation eller menneske, der fortjener det. Jeg synes, at din mail til mig er så prober, din pressede situation taget i betragtning, og hvor du jo med rette kan tænke, at mit udspil via Jyllandsposten gør det endnu sværere at være dig. Og alligevel skriver du så ordentligt til mig. Din mail signalerer et bredt og rummeligt menneskesyn fra dig. Jeg vil gerne hjælpe dig med at bevare den ordentlighed som du besidder nu i jeres fortsatte skilsmisseproces, for det lyder du til at fortjene. Og en fortsat ordentlighed vil komme din datters og dit samvær til gavn. Derfor sender jeg bogen ”Pas på familien, og når den går i stykker” til dig, og håber så inderligt, at du finder brugbare ord i den.. Bedste hilsner fra Lola  

Hej Lola

Tusind tak for dit søde svar. Jeg holder altid en sober tone i min kommunikation, af den grund at det kommer man længst med, man kommunikerer fordi man ønsker noget, og det opnås med en god tone. Det er en hård tid. Som jeg skriver, har vi ikke endnu underskrevet eller modtaget papirerne, så vi står lige i starten af processen. Som jeg skriver, overrasker det mig, at man som mand bliver mødt med en mur fra alle sider, som beskriver at det er begrænset, hvad man kan kæmpe for, kvinden har vundet på forhånd. Jeg er “spændt” på, om det også kommer til at gå sådan, når vi har været forløbet igennem, det vil tiden jo vise. Jeg læste i går i en anden avis, dit indslag Lola om ægteskabet, og hvor nemt folk nu om dage giver op. Dette vil jeg støtte 100% op om, det er et af punkterne som jeg er ked af i vores ægteskab. Det er hårdt arbejde at blive sammen, og i nogle perioder har den ene part brug for hjælp, og andre perioder er det den anden Derfor må det jo forventes at nogle perioder er op ad bakke, sådan er livet for alle. Jeg har haft, og har stadig et meget stresset og krævende job, men jeg har kæmpet for at holde arbejdstiden under 45 timer om ugen af hensyn til familien, og det har jeg overholdt. Desværre havde jeg ikke kræfterne til så meget husligt arbejde, når jeg kom hjem, og det frustrerede min kone. Jeg kan godt se det fra hendes side, når hun har gået hjemme og ventet på mig. Men jeg synes, at man i stedet skulle have fundet en løsning f.eks., at jeg fandt et andet job evt. i Danmark, som jeg nu er i gang med. Men desværre for sent. I må meget gerne bruge min mail til hvad I ønsker. Jeg har skrevet den, fordi jeg ser en problem stilling, og hvis der kan komme noget oplysning, dialog eller en ændring på området, så er det meget positivt. Hvis I ønsker yderligere af mig, eller ønsker noget uddybet, så er I meget velkomne til at kontakte mig.

Med venlig hilsen CC

Hej CC

Der har vel ikke været så meget husligt arbejde tilbage, når du kom fra job, hvis jeres datter var 6 timer I Vuggestue, og din ekskone gik hjemme? Det har sikkert I højere grad været frustration over at gå og vente hjemme på dig så mange timer, og så måske få en lidt for træt mand hjem? Men uanset, I var vel fælles om at beslutte, at I skulle etablere jer i udlandet, så burde I også have kæmpe fælles for at få dette til at lykkes, og hvis ikke, ja så burde I have fundet en god løsning for alle i forhold til skilsmissen, og den giver jeg udtryk for højere oppe, at I skulle være rejst samtidig hjem, så du kunne bevare kontinuerligt samvær med din datter. Jeg håber så meget, at du ikke så meget vil kæmpe for retten til at se hende lige så meget som hendes mor, men mere kæmpe for retten til at være en vigtig del af din datters liv. Jeg håber så også, at din ekskone vil åbne alle tænkelige døre for dette i hverdagens muligheder, ikke ved 7/7 men ved muligt samvær på øvrige dage. Og alt det handler min bog om, og det er mit håb, at du/I får en bedre skilsmisse og bedre vilkår for din datter via inspiration fra bogen. Bedste hilsner fra Lola