Spørgsmålet længere nede (det er et langt opslag) er kommet til min Lola Jensen app i Apple og Android, og stilles af flere og flere. Jeg har svaret på det i appen, men finder stigning af dette spørgsmål så bekymrende, at jeg lægger både spørgsmål og svar ud her på Facebook til åben dialog. Er jeg bekymret uden grund?
Allermest håber jeg ved at lægge spørgsmål og svar på FB, at problematikken kommer de ansvarlige politikere for ørerne, for der SKAL handlingsændring til NU, hvis vi ikke skal opleve en stigende gruppe børn med uro. Det er ikke børnene, der er noget galt med, det er barndommens vilkår, der har forandret sig. Så kære politikere, det er en kraftig ommer. Mit forslag lyder, at der skal værnes om de sidste dagplejere samt omlægges fra store til små institutioner med familiegrupper, som får tilført flere personaletimer (skolen skal også komme i betragtning her). Og ja det koster, men det er noget billigere, end hvis mange børn vokser op under stressforhold, og arbejdsstyrken ikke føler sig tryg ved aflevering af børnene eller ringes hjem fra job efter to timer på grund af sensitivt barn… Når broen lukkes for tredje gang her efter nytår på grund af kraftige vindstød, så sættes der ind med kraftig handling, for det er ikke godt nok… når børnene (og personalet omkring dem) gang på gang blæses omkuld året rundt dag efter dag så…
Her kommer spørgsmålet sendt til min app…
Sensitivt barn i institutionen.
Kære Lola. Tak for en fantastisk app Vi har brug for dit skarpe blik på vores situation: for to måneder siden startede vores etårige datter i en aldersintegreret institution med nul til seksårige på samme på stue. Perfekt, tænkte vi, da vores datter ikke har nogen søskende, og hun ville lære meget af det sociale samvær på tværs af aldersgrupper. Men det har været en knap så god opstart. I de første tre dage var jeg (mor) med nogle timer, hvilket gik fint, og i tiden derefter har hun været der alene i alt fra 2 til 5 timer ad gangen. De har ofte ringet efter mig (mor) efter 2 timer, fordi hun har været “for pylret”. Pædagogerne beskriver, at hun bliver ked af det, når hun ikke er i deres hænder og især, når der er meget tumult/larm på stuen. Hver gang jeg har hentet hende, har hun siddet på skødet af en voksen, været ked af det og krammet sin bamse hårdt. Sådan har vi aldrig set hende før. Hjemme er hun glad, “snakker” løs, øver sig ivrigt i at gå og undersøger alt i huset. Men hun har altid været forsigtig over for andre end hendes nærmeste, og når vi er ude, skal jeg helst være tæt på. Hun har ligeså altid været meget støjsensitiv – og vi ved ikke, om det er pga arv eller miljø eller en kombination, for jeg (mor) er også selv en sensitiv person og bliver hurtigt overstimuleret. Pædagogerne har sagt, at for nogle børn tager det bare længere tid, før de føler sig trygge. Men to måneder uden de store fremskridt er lang tid, synes vi. Så derfor overvejer vi nu dagpleje, hvor vores datter kun skal forholde sig til én voksen og få børn. Lyder det som en god idé, eller er vi for hurtige til at konkludere? Vi ved godt, at vi burde være “eksperterne” og være dem, der bedst kender vores barns behov, men vi bliver i tvivl, når pædagogerne mener, at det nok skal blive bedre med tiden. Hvad tænker du? Bedste hilsner fra fortvivlede forældre
Kære forældre
Godt nytår, og tak for de fine ord til appen. Kompliment til jer for at være obs og omhyggelige i jeres tanker.
Det er rigtigt, at nogle børn er længere tid om at falde til i institution, men to måneder uden at være faldet til, det er bekymrende og et slid for barnet. Har jeres barn en bedsteforælder, eller I selv har mulighed, bør I søge systemet om en dagpleje eller lille vuggestue, og tage jeres datter ud nu og selv passe hende, til I kan få et mindre sted til hende… I skal så regne med lidt ekstra startudfordring igen, fordi hendes “batteri” jo er blevet tappet lidt for strøm de sidste måneder.
Jeg er slet ikke i tvivl idag. Daginstitutionerne har ikke ændret sig, personalet er ligeså dygtigt. Men børnene er blevet mere larmende. Der er flere børn med særlige udfordringer og særlige behov. Flere børn med travlt familieliv, og færre personaletimer til at varetage det øgede behov. Lige nu er jeres datter jo et af børnene med særligt behov, og sådan har det altid været i en indkøring. Men personalet mangler ro til at give hende det lille ekstra. I min optik er løsningen at give hende det miljø, hendes lille person bedre kan magte.
Der er intet galt med jeres datter. Hun behøver ikke at blive betragtet som særligt sensitiv. Hun er bare et lille barn, der skal have nye udfordringer i mindre portioner. Vuggestuen vil måske fortsat være for stor udfordring for hende dagligt, og derfor bliver hun nemt et af de børn, der aldrig kommer “helt i mål” forstået sådan, at i hele institutionstiden vil alt det nye slide en lille smule på hende hver dag istedet for at berige hende med læring.
I min optik kan de sende daginstitutionspersonaler på nok så mange “nye-kommuneindsatskurser”, fordi alle jo er obs på, at børnemiljøet idag ikke giver ro nok til optimal læring. De nye kurser og reformer har bare ingen virkning overhovedet. Nærmest modsat effekt, for personalet er jo fraværende og på kursus, og oveni er der nedskæring og flere sygemeldinger på grund af udbrændthed. Og oveni igen udfordres personalet mere og mere, for der er flere og flere børn, der vokser op i travle familier, hvilket øger disse børns behov for det lille ekstra fra et nærværende personale. Det samme gælder iøvrigt i indskolingsklasserne, her ser jeg det samme.
Det nye er, at personalet er begyndt “at ringe børnene hjem”, når børnene ikke kan magte dagen (flere opslag her på FB viser tendensen)… personalet forsvarer det ved, at de observerer og følger barnets behov… fair nok… men det behov er altså nyt, og jeg er ikke i tvivl, der skal en hel anden løsning til end at ringe barnet hjem, for det er ikke barnets problem, det er jo et sundt barn, der reagerer sundt, på usunde vilkår…
Iøvrigt burde personalet faktisk vedkende sig, at det ikke er barnet, der har noget ekstra at se til og vedkende, at det er vilkårene i institutionen, der ikke er optimale for flere og flere børn. For vedkender de dette overfor forældre, ville I og andre forældre ikke begynde at se på eget barn som “forkert”/særligt sensitivt… og ja diagnoserne “blomstrer” i disse år frem… og ja børnene er jo disponerede, men nej de behøvede ikke at “springe ud”, hvis vilkårene i børnenes hverdag var optimale og ansvarlige..
Så har I mulighed, bør I handle nu, ellers bliver det bare ét langt underskud hele barndommen for jeres datter. Jeg hylder dagplejen og de små institutioner med varm og forudsigelig struktur og nærværende voksne, og små grupper. I kan læse mere om det i min bog “Må vi så få ro,” bagefter er I slet ikke i tvivl.
Jeg håber ikke, at mit svar giver jer noget uoverskueligt at se til, jeg er bare nødt til at være ærlig. De bedste tanker til projektet fra Lola
Ps til dig som har læst med hertil… du kan tænke: “Der er jo ikke dagplejere og små institutioner og personale nok, hvis mange børn har det behov”. Mit svar hertil er, at det kan vi jo stille et folkekrav om at få…