December måneds positive histore
Somme tider spørger folk ”jamen kan det da nytte?” Jeg har aldrig været i tvivl, selvfølgelig kan det det, og denne mail med digt tilsendt fra en nu voksen ung fyr, som var ca. 3 til 5år, da jeg havde tilknytning til ham og hans familie som familievejleder, det viser da med ALT tydelighed, at den lille forskel kan gøre det store. Jeg blev rørt til tårer, og har fået lov at lægge det på min hjemmeside som dec. måneds positive historie. Og et gavekort til BIO er sendt til KS som tak.
Hej Lola!
En lille hilsen fra mig, jeg håber alt går dig godt, og at du har lykke på din vej.
Jeg sad for ikke så længe siden og så billeder af os fire søskende hos jer, både hvor jeg havde badehætte på eller sov med dine børn eller lavede mad med jer. Kan huske nogle ting fra tiden hos jer og hvert et minde er godt. Så tak for at ha’ været med til at gøre mig til den mand jeg er idag.
Jeg vil skrive dig et lille digt som tak.
Som en fortabt familie, splittet og ramt af livets hårde hånd,
stod vi der i mørket, med fortabte blikke og fortabt ånd.
For hvad var værd at holde fast i, når familien ikke kan holde,
når de varme familiestunder, pludselig er helt kolde.
Og hvad med mine søskende, hvad skal der blive af dem?
Jeg husker det tydeligt, du gav os et hjem.
Vi var en del af din familie, du tog os ind med åbne arme,
og de små hjerter der var frosset, kunne pludseligt føle varme.
Så selvom det kun var kort, selvom vi skulle hver vores vej,
så vid den kærlighed du gav mig, altid vil gro i mig.
Jeg vil dele den med dem der trænger, præcis som du,
en dreng blev til en mand, men ilden du tændte, brænder endnu.
Tusind tak Lola. Selvom det ikke er alt jeg husker, husker jeg den tryghed du og din familie gav. Dette vil jeg altid have med mig og jeg vil gøre mit for at give det videre til alle omkring mig.
De kærligste hilsner KS
Kære KS
Tusind tak for dit fantastisk fine digt. Jeg blev så glad og rørt.
Jeg husker tydeligt den fredag, hvor kommunen ringede til mig, og sagde at I akut stod uden voksne til at passe jer, og at man ikke kunne finde et sted, der kunne have jer alle fire samlet. I havde ikke noget netværk, der kunne hjælpe, og derfor kunne det blive nødvendigt, at to fremmede personer hentede jer to og to fra diverse institutioner, og kørte jer til to fremmede steder. I kendte jo mig, fordi jeg kom hos jer som familievejleder, og jeg kunne slet ikke bære, at I skulle hentes af fremmede, og at I skulle skilles i en i forvejen svær situation, så jeg tilbød at hente jer alle fire, så I kunne være hos min familie og mig, til kommunen fandt et sted hen over weekenden sagde de, hvor I kunne være samlet… Det blev så til to måneder hos os, før der blev en plads et sted til jer alle fire.
Jeg var glad for, at min mand og jeg tog den hurtige beslutning den fredag formiddag, for I var fuldstændig trygge, da jeg hentede jer en for en om eftermiddagen, og vi havde nogle hyggelige måneder sammen med jer. Min familie kom til at holde af jer, og havde vi haft plads, så var I nok blevet hos os, men men desværre…
Men det gør mig så rigtig glad, at du husker tiden hos os, og husker den som noget positivt. Vi gjorde, hvad vi kunne for at give jer en god og tryg oplevelse i en svær situation.
Vi havde jo kontakt til jer et lille års tid, den første tid på det børnehjem som kunne have jer alle fire, og sidenhen i de to plejefamilier, hvor I kom til at bo to og to. Men pludselig ønskede systemet, at jeg stoppede kontakten til jer, fordi man mente, at det ville give jer mere ro til at komme videre sammen med de nye relationer, og det måtte jeg selvfølgelig respektere, selvom det da gjorde ondt bare at slippe kontakten.
Men derfor er det jo også endnu mere fantastisk at høre fra dig nu, og fornemme at det er gået dig rigtig godt – det er da noget af en ressource at kunne skrive så fint et digt… Det vil jeg gemme i mit hjerte for altid…
Tusind tak igen, fordi du sendte mig dette fine digt, det betyder meget for mig. Kærlig hilsen Lola