Kommuniker så modtageren bevarer lysten til at lytte
Jeg kommer meget omkring i landet, og jeg møder heldigvis flest kollegaer, der tager hverdagens ”sammenstødsemner” i samarbejdet mellem forældre og fagpersonale som den udfordring, der følger med jobbet. Selvfølgelig skal ingen finde sig i hvad som helst, men de almindelige situationer som aflevering, afhentning, taskers indhold, glemte ting og sager til næste dags opgave, manglende tilmelding til næste arrangement, manglende navn i tøjet, manglende sutsko, manglende tøj til årstiden og meget meget mere, mødes altså bedst med samarbejdsvilje og imødekommenhed. Ingen forældre gør jo manglerne for bevidst at genere personalet… dog kan nogen af situationerne godt tangere manglende respekt, især hvis manglen bliver påpeget gentagne gange, uden at forandring sker. Men det er jo værd at huske, at de fleste mangler udspringer af et alt for travlt familieliv (hverdagen kunne godt trænge til lidt omlægning i mange familier…)
Man kan dele personaler op i tre grupper: Der er gruppen, som bliver meget irriterede og personligt fornærmede ved forældres manglende orden i alt det praktiske. Den gruppe er heldigvis de færreste (er dog ved at vokse lidt pga. nedskæringer og dermed øget pres i hverdagen, og også fordi de første curlingbørn nu er de nyansatte personaler, og de tåler ikke så godt modstand, for de har aldrig mødt den i barndommen, hvor alle sten blev fejet væk fra deres vej… Og med en curling-opvækst er forældresamarbejde altså en udfordring for de unge personaler).
Så er der de personaler, den største gruppe, som orienterer og orienterer og orienterer, og skriver på intra, og siger det højt til forældremøderne, og skriver det på ugeplanen og bliver ved og ved, men desværre ikke rigtig kommer igennem med budskabet, ofte fordi det, trods de bedste intentioner, bliver serveret moralsk og bebrejdende: ”I bliver altså nødt til at sørge for navn i jeres barns tøj. I bliver også nødt til at give dem nogle madpakker med, der er mere overskuelige. I bliver også nødt til at sørge for, at der hænger regntøj i garderoben. I bliver også nødt til at…” En lang gennemgang fra personalet til forældrene af alle manglerne, hvor boldene smides over i modtagerens kurv, men hvor modtageren slår et solidt lydfilter for ørerne, simpelthen for at beskytte sig imod alle de bebrejdende ord.
Så er der en lille gruppe personaler, som bare har forældresamarbejds- og også børne-x-faktor facon, som giver modtageren så meget energi, at man næsten ikke kan vente til næste dag med at få lov til at indfri afsenderens ønske, og man får oveni ekstra lyst til at være omhyggelig fremadrettet. Lad mig lige slå fast igen, at det er jo ikke meningen, at personalet skal behøve at sige alle disse ting, men vil dog også lige skrive, at der er nogen ting, som man ikke tænker over som forælder, fordi man ikke er en del af barnets hverdag. Når en eller anden praktisk mangel så skal siges til forældre, er det fantastisk som modtager at få det med humor og en kommunikation og formulering, der går efter bolden/sagen og ikke efter manden. Den stil kommer der kun en top tunet positiv stemning ud af.
Og jeg tænker, at sådan et sted vil jeg gerne være som gammel, hvis jeg kommer på plejehjem. Og sådan et sted skaber gode startbetingelser for de mindste i dagpleje, vuggestue og børnehave, og sådan et sted er det fantastisk at være skoleelev og –forælder. Og sådan et sted er Freja skoleelev i første klasse, hvor Gitte er lærer. Og hun lagde den humørfyldte besked (se billedet) i Frejas madkasse, for at gøre forældrene opmærksomme på en madkasse, der drillede når den skulle lukkes igen. Gittes seddel skabte kun humor, øjeblikkelig udsmidning af den irriterende madkasse, og et lignende brev med samme stemning retur i den nye madkasse næste dag, som blev læst højt i klassen.
Gitte du er hverdagens offentligt ansatte helt med den helt rette tilgang til hverdagens små ”sammenstødsemner”, og du skal derfor hyldes som august måneds positive historie. Og jeg vil også gerne lige bruge oplægget til at opfordre alle forældre til at bakke op om Gitte og hendes kollegaer rundt omkring i landet, for fuld opbakning gør deres positive tilgang mere langtidsholdbar.
Tak Gitte og alle I andre gode kollegaer rundt om i landet, at I bliver ved med at gøre den positive forskel trods øgede udfordringer, øget kritik og konstante nedskæringer og stramninger af arbejdsfrihed. Bedste hilsner fra Lola