November måneds positive historie 2016

Rundt omkring i landet findes nogle fantastiske ildsjæle, også kaldet “Tordenskjolds soldater”. De er parate til at gøre en kæmpe indsats for andre folks familier/andre folks børn, også selvom de betaler den “pris”, at det giver mindre samvær med deres egne børn. De gør det alligevel, fordi de i den sidste ende tror på, at deres arbejde for den gode sag på børns vegne, jo i den sidste ende også kommer deres egne børn til gode. Og ildsjælene gør det sikkert også, fordi de kan mærke en større selvtilfredshed i egen forældrerolle, når de har forsøgt at gøre en forskel for børns vilkår – egne som andres børn – og ja egne børn skal jo være sammen med andres børn, så øget trivsel i børnegruppen generelt kommer jo alle børn i det enkelte fællesskab til gavn, og dermed også egne børn.

Laura fra Gribskov kommune har sendt mig nedenstående positive fortælling om et par “kampsoldater” fra “Tordenskjolds hær”, en fortælling som virkelig beskriver, hvad ildsjæle kan gøre for den gode sag, gøre for at samle folk om en fælles sag, gøre for at samle viden og argumenter, gøre for at holde modet oppe i omgivelserne, således at fællesskabet kommer til at stå stærkere i forhold til politikere og embedsmænd, der i den konkrete fortælling, har spare-øvelse som øverste dagsorden.

Jeg er jo så sikker på, at dette rige land kan finde penge i de offentlige budgetter til gode forhold for børn, unge, ældre og udsatte borgere, ligesom jeg er sikker på, at det er den bedste fremtidssikring af det danske velfærd, fordi det giver flere hele mennesker til fremtidens arbejdskraft. Og jeg tror på, at ildsjæle som Thomas og Marianne øger borgernes stemme i denne vigtige sag.

Jeg sender et håb om, at politikerne hører på forældregruppen i Gribskov og alle øvrige kommuner i landet med lignende udfordringer. Jeg vil bruge Lauras fortælling om Thomas og Marianne til at give kampmod og hylde ALLE “Tordenskjolds soldater” i hele landet. Uden jer, ingen direkte stemme fra borger til politiker. Og denne stemme er blevet så meget vigtigere efter kommunesammenlægningen, hvor afstanden til kommunens rådhus er øget. Og den er vigtig, fordi mange af de folkevalgte på Borgen mere og mere går efter de personlige projekter fremfor at være folkets stemme…

Jeg sender en kæmpe tak til Laura for at minde os andre om, at vi skal hylde “Tordenskjolds soldater” for deres kæmpe indsats, og som derfor også skal være månedens positive fortælling. Og derfor går præmien i form af en af mine bøger til Thomas og Marianne som tak for deres store indsats for børns vilkår i Gribskov kommune. Må I bevare mod, lyst og overskud til fortsat indsats. Bedste hilsner fra Lola

Kære Lola,

Jeg er faktisk lidt i tvivl, om den kan hamle op med alle de andre positive historier du modtager – Men nu får du den alligevel.

Jeg bor i Gribskov kommune, hvor de for 2. år i træk truer med store, store besvarelser på børne området – uden, at kende konsekvensen for børnenes trivsel og fremtid. Og disse er desvære alvorlige.

Da besparelserne først kom frem råbte Thomas og Marianne Bukh vagt i gevær, og oprettede gruppen forældre i Gribskov. I dag er vi knap 1.700 i gruppen, og vi kæmper, vi kæmper sammen, forældre, lærer, pædagoger, dagplejere m.m. om vores børns fremtid imod kommunens besparelser.

Thomas og Marianne er nogle fantastiske kærlige, givende og meget engagerede mennesker, der gør et kæmpe stykke arbejde. På trods af deres egne forretninger og liv med 2 skønne børn!

Det er deres skyld det hele er startet, de tror på forandring, de tror på, at vi kan få fornuft ind hos byrådsmedlemmerne.

Foruden dette bruger de alverdens tid og kræfter på, at holde os alle samlet i kampen om vores børn fremtid! <3 De holder sig opdateret, ved snart mere om systemet end byrådsmedlemmerne selv, og er altid klar til, at forsvare vores børn.

De fortjener en tak og en hyldest for deres store arbejde og inspiration – for selvfølgelig vil vi alle kæmpe for vores børn, vi er bare stærkere sammen, og det har Thomas og Marianne givet mulighed for.

Vi kunne ikke være dem foruden og det kunne vores børn bestemt heller ikke!

Kh.

Laura