Brev fra en seer igår vedrørende mit indslag i GO morgen DK omkring begrebet ” særligt sensitive børn”… Hej Lola Jensen, jeg er en kvinde på 63, som ellers holder af dine meninger, men som i dag hørte dine udtalelser vedr. særligt sensitive – og selvom jeg heldigvis fornemmer, hvad du egentlig mener og delvis er enig, synes jeg alligevel, at jeg også følte, du var lidt nedladende overfor det at være særligt sensitiv – og det blev jeg provokeret af.
Det er først de senere år, jeg har læst om det – og fundet ud af, at dels er jeg selv særligt sensitiv og dels er min voksne søn på 42 også, og den erkendelse har virkelig hjulpet os begge meget til at forstå mange af vores “særheder” og givet mange aha-øjeblikke. Hvor har det været dejligt at få denne forståelse af både sig selv og ens søn, og forstå hvordan jeg selv kunne blive så desperat, når nogen talte i stillekupeen, så man blev vanvittig af deres s-lyde, når de prøvede at tale dæmpet eller klikkelydene fra alle deres computere, når de leger kontor selvsamme sted. Det var som tortur…… og jeg havde lyst til at skyde nogen, fordi min krop ikke kunne klare det. Min søn kan f.eks. heller ikke gå i bio, da han ikke kan klare raslen med slikpapir, mobiler, der lyser rundt om een osv.
Samtidig har jeg selv haft stress på flere arbejdspladser, fordi jeg simpelthen ikke kan skille min egen krop og følelser ud fra de personer, man skal hjælpe – jeg har for mange “følehorn” indvendig i forhold til ikke-sensitive – og lige nu er jeg på den igen…….. alle kommer til mig med deres problemer, så man skulle tro, jeg havde det stående i panden.
Faktisk forstår jeg godt, de folk der ikke kan klare mere og kommer ud i ekstreme situationer, hvor de gør sindsyge ting som skyderi osv, ikke sådan at forstå, at jeg mener, det er i orden, slet ikke, men den følelse af afmagt og at man er desperat og ikke kan klare mere og stadig bliver presset. Og er man så tilligemed bare et barn, har man jo slet ikke værktøjerne………
Jeg sender dig linket til mere viden om sensitive og håber, du vil læse nogle af de videnskabelige og seriøse bøger om emnet, så du får mere viden om det på flere hjemmesider og i relevante bøger.
God sommer fra 63årig (jeg har navnet på afsender, så det er ikke sendt anonymt)
Kære 63årig
Tusind tak for din respons, som jeg sætter meget stor pris på, for den er med til at holde mig ordentlig og omhyggelig (Jeg gør mit bedste for det, og derfor også dette åbne brev på mit svar retur til 63årig, for flere kan jo føle, at jeg var nedladende igår).
Det var bestemt ikke mit ønske at være nedladende i gårsdagens indslag, og jeg er glad for, at du under det jeg sagde nedladende, også fornemmede hvad jeg også gerne ville med mit budskab.
Vi er næsten lige gamle, og jeg er selv i besiddelse af en større portion følsomhed, hvilket jeg tror er min allerstørste styrke som familievejleder.
Jeg er så heldig, at teknikker har lært mig for mange år siden at skille skidt fra snot, og at holde øje med at mit system ikke får så meget belastning, at det får mig til at reagere uhensigtmæssigt, hvilket for mig resulterer i stor nærtagenhed på flere områder samt trøstespisning for at dulme.
Det bedste for mig, når jeg ser tilbage på mit liv er, at jeg har været helt normal for mine omgivelser. Jeg har jo bare været mig, for ingen kendte til HSP (highly sensitive person) på dansk “særligt sensitiv”, dengang jeg var barn. Min mor sagde bare: “Ih Lola, hvor er du nærtagende, du ligner din far”, og så var den ikke længere, og sådan har vi hver især haft vores styrker og særlige udfordringer i min barndoms gade, i min familie og mit netværk iøvrigt og børn og voksne jeg har mødt som familievejleder gennem årene.
Hvis man idag kunne give den samme fornemmelse til alle børn, som vi fik dengang, trods at børn har hver deres udfordring, som de altid har haft, men at dette bare gør dem unikke men stadigt normale, så slap de for i barndommen at skulle bære på et særligt prædikat/mærkat, der gør dem forkerte i forhold til de normale, og som gør at de ikke får samme chance for at møde livets almindelige udfordringer, hvilket kan gøre dem mindre robuste og følelsen af at være endnu mere forkerte. Virkeligheden for børn idag er, at de gøres forkerte og puttes i kasser og specialtilbud og tages særligt hensyn til, og indgår i statistikker og meget mere, og ikke får den hjælp, de har brug for, fordi alle ressourcerne går til at forske i kasser, reformer, specialtilbud og statistikker, som ingen alligevel lytter til. (Nogen vil hævde, at diagnoser og prædikat af særlige karaktertræk gør det lettere at forklare omgivelserne, hvad barnet har brug for. Men hvorfor er disse forklaringer blevet nødvendige??? Vi ved jo alle, at børn har brug for struktur og forudsigelighed og hvis voksne tager ansvar for at levere en brugbar voksenrollen, så gør det barnets hverdag lettere. Så hvorfor ikke bare levere ubetinget kærlighed, tryghed, struktur, forudsigelighed, ro, nærvær og opmærksomhed og ordentlig tid omkring børns behov til alle børn???)
Det havde ikke været en fordel for mig dengang, at mine forældre havde kaldt mig særligt sensitiv og skærmet mig som barn. Jeg måtte da tage nogle knubs for det som barn, at jeg observerede ALT som ekstrovert følsomt barn, ligesom naboens barn og genboens barn og alle de andre børn også tog deres knubs. Men vi udviklede os jo igennem de udfordringer vi fik, og vi lærte derved at tackle kriserne. Vi blev stærkere af modgang, hvilket over tid gjorde os mere robuste. Men vi var så heldige dengang, at de fleste af os kunne slikke vores sår imellem de kriser vi mødte, fordi vores barndom dengang gik langsommere. Og ja, jeg ved godt, at for ganske få børn, så knækkede filmen for dem dengang, men hovedparten af os voksede op som helstøbte eller næsten helstøbte personligheder med hver vores små “fejlfiler” i personligheden.
Jeg fik kendskab til HSP i 1996, og tænkte “åh nej” det magter vi ikke at få oveni MBD, DAMP, ADHD, OCD og meget mere… Jeg er ikke ude på at underkende diagnoser eller prædikat af særlige karaktertræk, men jeg vil meget hellere, at vi går efter at skabe et samfund, der giver gode betingelser for den enkelte, så alle kan føle sig normale, uanset hvad den enkelte måtte have at se til… Idag er tallet af børn og voksne med diagnoser og børn og voksne på medicin og børn i kø til børnepsykiatrien, og børn i specialklasser, og børn med personlighedsforstyrrelser, og børn der truer med selvmord, og par der bliver skilt, og børn og voksne der erklæres for særligt sensitive og meget mere… totalt eksploderet i antal. Nogle vil hævde, at det er fordi vi er blevet dygtigere til at spotte børnene med særlige udfordringer. Jeg vil hævde, at det er fordi vi har fået et liv, som er for hurtigt, vi kører i overhalingsbanen med følelserne i bagagerummet, og derfor “slår” et stigende antal børn og voksne ud med symptomer på et for hurtigt liv uden tid til at reflektere over gårsdagens begivenheder, før nye kommer ind over, og det enkelte pressede menneske “slår ud” i den retning, som den enkeltes personlighed er disponeret for at slå ud.
På min hjemmeside leverer jeg en gang om ugen et lille video indslag på et tiltag i samfundet, som jeg synes har øget ophedningen af børnenes pandelap. Jeg satte mig det mål ved årsskiftet at levere et indslag om ugen hele året, og det er tankevækkende, og også lidt skræmmende, at jeg nok skal nå mit mål med 52 forandringer ialt. Faktisk kan noget fra din mail være berettiget til et indslag en af de kommende uger, for folk tager mindre hensyn til hinanden idag fx i stillekupé og bio, hvor vi to jo er opdraget til totalt hensyn. Hvis de tog hensyn ville dette jo give dig og andre ro og dermed mere overskud til dine kerneydelser i hverdagen.
Jeg er ked af, hvis mit indslag i GO morgen DK igår virkede nedladende. Mit mål igår var at sætte fokus på, at jeg hellere ønsker bedre vilkår for barndommen med mere ro hjemme (se mange af mine forslag til dette ved indslaget fra GO morgen DK igår og på min hjemmeside) og også mere ro i skole og institutioner (nedskæringer og skolereform øger presset på børnene). Jeg ønsker ikke, at konsekvensen af en alt for travl barndom og familieliv og skole- og institutionsliv resulterer i øget antal diagnoser og særlige karakterprædikat til et stigende antal børn og voksne.
Bedste hilsner fra Lola
PS. Klip fra GO morgen DK indslagene igår (3 ialt) og nogle af de klip til nedkølingsforslag af børnenes pandelap, jeg har leveret indtil nu, kan ses på min hjemmeside www.lola.dk
PPS. Lad os tage en debat om mulighederne fremadrettet, frem for umulighederne bagud-rettet.