Månedens positive indlæg

Vi skal samle på de gode historier

Pressen giver os gerne, alt det der går galt og ikke er godt nok. Men det får os til at trænge til at høre de gode historier, for dem er der massere af, og jeg vil have dem frem i lyset. Derfor kan du “nominere” en person eller en gruppe, der har gjort noget særligt for nogle børn, unge eller familier. Tænk en hel samling af gode historier, som fortæller folk, der har givet det lille ekstra, det vil være læse-smovs for øresneglen.

Du kan “nominere” ved at skrive din fortælling her, dog behøver du ikke at give efternavn og adresse på enkelt personer. Hver måned vil administratoren og jeg udvælge månedens positive bedste glade fortælling og personen/gruppen bag vil få tilsendt en bog.

Jeg håber, at du støder på noget, som er værd at fremhæve.

Skriv historien til sbj@lolajensen.dk eller i mit forum hvis du vil være med i konkurrencen om privat besøg.

Bedste hilsner Lola

Marts måned positiv historie

Kære Lola

Jeg vil gerne bidrage med min lille solskins historie. Jeg har den dejligste sammenbragte familien med fem skønne “unger” i alderen 14 til 23. Der er dog alligevel én der fortjener, at blive indstillet til din erkendelse, nemlig min søde bonus datter Rebecca. 

Rebecca er en ung kvinde på 23 år, der igennem sin teenage alder har haft det psykisk svært og fik diagnosen borderline. Hun har blandt andet har haft svært ved at følge og fastholde et uddannelses forløb. Vi var derfor ængstelige, da Rebecca blev gravid i starten af 2 år på HF og var tvivlende på, hvordan det skulle gå og om hun ville få færdiggjort sin eksamen inden fødslen (alt dette bekymrede vi selvfølgelig ikke Rebecca med). 

Rebecca fik ikke færdiggjort eksamen, da hun fik konstateret begyndende svangerforgiftning og blev indlagt og lille Freja kom til verden 5 uger for tidligt midt i eksamens perioden. Vi indrømmer blank, vi var bekymret for om Rebecca ville få en uddannelse og må bare sige, hvor tager vi det I os igen 😉 

Rebecca besluttede hun ville have huen på og afsluttede en flot sygeeksamen i september måned og fik huen på med Freja på armen. Og var vi i tvivl om Rebecca kunne klare Freja må jeg bare sige, at den tanke har vi på ingen måder mere. Freja er den dejligste lille krudtugle, der elsker livet og sin mor. Hun trives og udvikler sig, som alle andre babyer. Og Rebecca, ja hun fortætter hvor hun slap og søger ind på sygeplejerskeskolen til august, når Freja stille og rolig er kørt ind hos sin nye dagplejemor, hvor hun starter i midten af april. og oven i alt dette har hun tabt 27 kg.

Jeg håber Rebecca kan komme i betragtning til månedens positive indlæg, hun vil elske at få din bog og fortjener det så meget.

De allerbedste hilsener Bethina 

 

Kære Bethina

Din mail rørte mig rigtig meget. I en tid hvor samarbejde i skilsmisser for mange forældre og sammenbragte familier er så svært, så er din mail en varm fortælling fra en bonusmor om hendes sammenbragte familie og i særdeleshed hendes bonusdatter, og dem trænger vi sådan til især i øjeblikket, hvor det er de dårlige historier vi får flest af. Din fortælling vidner jo om en kæmpe anerkendelse af hinanden i jeres familie uanset hvad livet har budt/den enkeltes personlighed, og det er netop det, der gør forskellen i det skilsmissesamarbejde og dine, mine vores samarbejde, der kan resultere i en positiv hverdag, modsat det samarbejde der er negativt, hvor parterne har mere travlt med at forfølge “find fem fejl” ved hinanden. 

Og det der rørte mig ekstra meget i din mail, var den åbenhed omkring din bonusdatters liv og udfordringer og den bekymring det havde medført for den unge mors formåen. Men din mail fortæller også om en erkendelse af at have taget fejl, som du i den grad præsenterer med nænsom og ærlig åbenhed. Jeg er slet ikke i tvivl, jeres familie har sikkert haft jeres udfordringer, men I er en familie, der i den grad giver hinanden lov til at rejse sig igen, og den der tog fejl, erkender det istedet for stædigt at holde fast ved førstehåndsindtrykket for ikke at tabe ansigt. 

Jeg lærte som familievejleder, at jeg skulle lære folk, at de ikke kan lære noget af det de ved, de kan lære noget af det de ikke ved, og at det desuden er menneskeligt at tage fejl. Og denne mail kommer fra ægte ærlig menneskelighed, og måtte derfor kåres til månedens positive historie, for tænk hvis ALLE var sådan, så havde vil hverken krig eller had. Tusind tak fordi jeg og andre måtte læse med, og få inspiration fra jeres ærlighed. Bedste hilsner til jer alle fra Lola

Positiv historie for februar måned

Der er ingen, der har sendt mig et oplæg til månedens positive historie… Og jeg VIL holde liv i ideen, fordi jeg synes, at den er god, især for vi trænger til de positive historier… Så send mig gerne nogle oplæg til fremtidens nomineringer af den positive historie.

 

Men hvad gør jeg så her og nu, når jeg mangler en positiv historie til februar måneds nominering???… Jeg nominerer da mig selv, og det gør jeg så fordi jeg faktisk synes, at jeg er super god til at bruge skov og strand og vind og vejr positivt sammen med mine børnebørn, og uanset hvilket der sendes ned fra himlen.

Jeg skal da lige tage mig sammen, når brændeovnen knitrer, sneen daler udenfor, klokken er 20, og barnebarnet på 6år på overnatning spørger: ”Skal vi ikke gå ud og lave en snemand mormor?” Eller når de to mindste børnebørn bliver passet her, og det øsregner udenfor, og vandpytterne har en dybde, der kan gå over de smås gummistøvlekant, men hvor jeg tydeligt kan mærke, at de trænger bare sådan til at komme ud, for ellers bliver de som løver i bur…, ja så falder det mig let at give dem ALT tøjet på, og lade dem folde sig totalt ud i vejret og naturens muligheder den aktuelle dag. Og for den energi og villighed vil jeg i dag købe mig en buket blomster, som gevinst for nominering af mig selv til den positive historie i februar måned.

Men måske du via medlemskabet i Forum vil sende et billede eller en stump video, hvor du viser, at du giver dine børn eller børnebørn lov til at give den max gas i vejr og natur. De to bedste tilsendte foto eller video vil så blive nomineret til positivt indslag i marts måned (og billeder eller video vil blive vist på min hjemmeside under månedens positive indslag), og som præmie herfor får du tilsendt en valgfri bog eller dvd fra min shop, hvis du sendte. Jeg håber at få tilsendt nogle kærlige, skæve, sjove, glade og inspirerende billeder og videoklip. Bedste forårshilsner fra Lola

2016-03-04 21.11.37

Januar måneds positive historie om den gode skilsmisse

Hej Lola

Jeg har forsøgt at finde andre, med samme deleordning efter en skilsmisse, som vi har. Men det er åbenbart ikke nemt…
Vi gik fra hinanden i sommers og sammen har vi 2 drenge og en pige som er min fra et tidligere forhold.
Vi har valgt at vi forældre skiftes til at bo i vores hus sammen med børnene en uge ad gangen. I nærheden af vores hus har vi en fælles lejlighed, som vi bor i, når vi ikke er med børnene. Selvom der kun er gået knap tre måneder med denne løsning, så må vi sige at det fungerer fantastisk. Børnene har deres base i deres fælles hjem og bliver ikke rykket op hver uge. De skal ikke forholde sig til 2 hjem og de har faktisk ikke reageret på vores skilsmisse. Vi hjælper hinanden i hverdagen og snakker rigtig godt sammen.
Vi synes selv, at vi har fundet en løsning som måske kan inspirere andre, men der findes jo ingen forum for det. Der er altid kun fokus på børn med to hjem. Men hvorfor skal børnene tage konsekvenserne af mors og far valg? For os var det soleklart, at det var os, der måtte flytte frem og tilbage. Har du hørt om andre med sådan en løsning?

Mvh Heidi

Kære Heidi og eks
Hvilken fantastisk historie fra dig og din eks. Jeg samler på de gode historier, og denne giver da glæde i sindet helt op til hårrødderne. Jeg har nævnt denne løsning i min nye bog: “Pas på familien, også når den går i stykker”. Jeg kender ikke mange, der forsøger den, og de der gør bliver stressede over den, og stopper efter en tid. Og jeg har så tilladt mig at provokere lidt i min bog ved at skrive, at det er det, man byder børnene efterfølgende ved fx 7/7. Som jeg også har skrevet i min bog, så føler mange børn, at familien er lig med den base de bor i, og den vil de gerne beholde, og magter så hellere at skulle undvære den ene forælder på skift. Hvis dette kunne være løsningen for børnene, så har jeg heller ingen problemer med at tænke 7/7, hvis børnene har god og positiv tilknytning til begge forældre. Jeg synes virkelig, at I er inde på noget af det mest fantastiske for jeres børn skyld, og jeg vil så gerne hjælpe til med at jeres gode historie kan inspirere kommende skilsmissepar. Løsningen kræver, at samarbejdet er i top, og at man hjælper hinanden som I gør. Det kræver også, at den lejlighed man har som anden bolig ligger rimeligt i nærheden, men det bør de to boliger efter en skilsmisse jo gøre uanset løsningen. Det kræver så også, at I finder nogle ualmindeligt tålmodige nye kærester, og måske overvejer om det er muligt at få nye børn med de nye partnere, for det vil selvfølgelig ikke være rimeligt overfor nye partnere og børn, at den ene forælder har et dobbeltliv på den måde. Men jeg er så også mere og mere gået over til at foreslå skilte folk, at de vælger at lade nye forhold være distanceforhold i forhold til boligen i stedet for at flytte sammen, især fordi skilsmisseraten i “dine, mine, vores familier” er over 70 procent. Så er der kun den problematik, at den nye kæreste ingen børn har selv, og derfor ønsker sig egne børn med sin nye kærlighed, og det gør så jeres løsning lige nu og mit forslag oveni urealistisk. Men måske man så skulle give sig selv “skyklapper” på, når “kærestemarkedet” tjekkes, så man går udenom dem, der ikke selv har børn, og ønsker at få børn… men den kærlighed lader sig jo ikke altid styre af den praktiske orientering…
Må jeg ønske, at jeg følges med jer i jeres fortælling/erfaring frem til februar måned, og I en gang om måneden sender en status på få linjer til Stine via mail her, hvordan det går, og hvilke udfordringer I har mødt? Så vil jeg samle jeres erfaring sammen, og lade den være månedens positive historie i januar måned. Også selvom I måtte give op på ordningen undervejs er I allerede nu vindere – eller rettere jeres børn er vinderne i det her… Det er en så positiv historie uanset hvor den drejer hen, for I gjorde jer jo nogle fantastisk hensynsfulde overvejelser i forhold til jeres børn… Lad dette være inspiration til flere i januar, det vil jeg glæde mig så meget til at lægge på min hjemmeside. Bedste tanker fortsat til jer fra Lola

Hej Lola 

Vi vil stadig meget gerne være inspiration for andre, som går fra hinanden. Familien og vores børn er det vigtigste og vores model holder stadig upåklageligt.

Vores børn har end ikke ladet sig mærke med, at vi er gået fra hinanden. De trives og hverken skolen eller os selv oplever nogle former for udsving (andet end de helt normale for en henholdsvis 13-årig pige, en 10-årige dreng og lillebror på 8) 

Jeg snakkede med en god kollega om vores liv efter skilsmissen og hvor godt det fungerer for os. Han fortalte om sin søsters knap så positive skilsmisse, hvor hun for altid vil være bundet til eksmanden fordi de har børn sammen. Og som han formulerede det, er Kenneth og jeg FORbundet til hinanden fordi vi stadig ser os som en familie, hvor børnene til hver en tid kommer før alt andet. Vi hjælper hinanden i de uger vi ikke har børn, så det hele kan løbe rundt. Børnene ved at vi aldrig er særlig langt væk og vi kommer tit lige forbi i huset. Børnene kan noglegange spørger, hvad vi laver dér, men de er altid glade for at se os. De får kys og kram og har det helt fint, når vi så forsvinder igen. 

Drengene især er blevet noget mere omsorgssøgende og vil gerne sidde tæt i sofaen, holde i hånd og spørger om de må sove inde hos os. Det får de selvfølgelig lov til nogle af nætterne. 

Vi spiser sammen om søndagen, når vi har skiftedag. Jeg kan især godt synes det er lidt tungt at flytte frem og tilbage, men når jeg først er installeret i henholdsvis huset eller lejligheden, så er jeg rolig og afslappet. Vi føler os begge godt hjemme begge steder.

Mht. nye partnere… Ingen af os har mødt en “ny”, men vi har da begge datet lidt og vi snakker med hinanden om det. Vi er helt enige om, at der ikke lige med det første skal præsenteres “nye” for børnene. Den mellemste er ellers begyndt at finde mulige partnere til mor 😀 Det kunne jo godt være en fodboldspiller! 

Kenneth og jeg er bedste venner, vi snakker stort set om alt. Vi kontakter hinanden, hvis der er noget med børnene vi begge skal tage stilling til. Vi deltager begge i arrangementer på børnenes skole og i vores lille nærmiljø ses vi tit sammen når vi handler. Vi deler også bil, hovedsageligt er det den, der har børnene, der har bilen, men ved behov kan vi jo godt låne den. 

Vi skal holde juleaften sammen, bare os fem. Det har vi gjort flere gange før, og det er simpelthen det bedste for os. Juledagene må vi så dele lidt op og nytårsaften bliver det far, der har børnene i år. Den ældste har en anden far, som hun skal være sammen med. Men Kenneth har været i hendes liv siden hun var 2½, så for dem er det helt naturligt, at hun også bor sammen med ham i huset, når han er der. Det har hun selvfølgelig selv valgt, hvis hun ikke var interesseret i det, så kunne vi jo ikke have lavet denne model. Men hun er glad for at have sin base og hun ved, at hun til hver en tid kan komme op til mig eller jeg tager hende med ud og hygger. Men som teenagerpige i 7. klasse har man vist rigeligt at se til, så det er ikke ofte det sker. 

Spørg endelig, hvis der er noget I gerne vil vide noget om. Der er masser at fortælle 😉

kh Heidi

Hej igen
Vi havde fra starten aftalt at holde jul sammen, bare os fem. Det har vi gjort før og børnene elsker det. Der er ro og masser af overskud og tid til nærvær.
Eftersom jeg havde juleferie var jeg stort set med børnene i huset hele ferien. Kenneth kom og var sammen med os og blev her henover juledagene og det var rigtig hyggeligt. Vi er rigtig gode venner og snakker sammen om alt. Det ved vi godt er noget ganske særligt, og det er enormt vigtigt for os begge.
Jeg især kan nogle gange blive lidt vemodig over, at vi ikke kunne få det til at fungere som par, for hvor ville det være optimalt for børnene, at mor og far er sammen. Men vi er begge meget afklarede med, at vi ikke kan opfylde hinandens behov i et forhold. Vi respekterer hinanden som de mennesker vi er og har stor beundring af hinandens værdier og måde at være på. Det mærker børnene selvfølgelig og de virker fuldstændig trygge ved denne ordning og har tillid til, at vi voksne har styr på det hele.

Mvh Heidi

Hilsen fra min Facebookside

Tak for bogen, Lola 😊 vi glæder os til at læse den og vi glæder os over, at vi kan være med til at inspirere andre skilsmissepar med vores virkelighed 💜

Alt er stadig i den skønneste orden her – én gang familie – altid familie!
Kh Heidi

Heidi Demant's photo.
Lola Jensen Kære Heidi, og tusind tak igen for jeres positive historie, som jeg håber kan inspirere mange. Det har været så dejlig læsning, og derfor måtte I oplagt være vindere af månedens positive historie. Bedste hilsner og tanker til dig og din familie fra Lola

December måneds positive histore

Somme tider spørger folk ”jamen kan det da nytte?” Jeg har aldrig været i tvivl, selvfølgelig kan det det, og denne mail med digt tilsendt fra en nu voksen ung fyr, som var ca. 3 til 5år, da jeg havde tilknytning til ham og hans familie som familievejleder, det viser da med ALT tydelighed, at den lille forskel kan gøre det store. Jeg blev rørt til tårer, og har fået lov at lægge det på min hjemmeside som dec. måneds positive historie. Og et gavekort til BIO er sendt til KS som tak.  

Hej Lola!

En lille hilsen fra mig, jeg håber alt går dig godt, og at du har lykke på din vej.

Jeg sad for ikke så længe siden og så billeder af os fire søskende hos jer, både hvor jeg havde badehætte på eller sov med dine børn eller lavede mad med jer. Kan huske nogle ting fra tiden hos jer og hvert et minde er godt. Så tak for at ha’ været med til at gøre mig til den mand jeg er idag.

Jeg vil skrive dig et lille digt som tak.

Som en fortabt familie, splittet og ramt af livets hårde hånd,

stod vi der i mørket, med fortabte blikke og fortabt ånd.

For hvad var værd at holde fast i, når familien ikke kan holde,

når de varme familiestunder, pludselig er helt kolde.

Og hvad med mine søskende, hvad skal der blive af dem?

Jeg husker det tydeligt, du gav os et hjem.

Vi var en del af din familie, du tog os ind med åbne arme,

og de små hjerter der var frosset, kunne pludseligt føle varme.

Så selvom det kun var kort, selvom vi skulle hver vores vej,

så vid den kærlighed du gav mig, altid vil gro i mig.

Jeg vil dele den med dem der trænger, præcis som du,

en dreng blev til en mand, men ilden du tændte, brænder endnu.

Tusind tak Lola. Selvom det ikke er alt jeg husker, husker jeg den tryghed du og din familie gav. Dette vil jeg altid have med mig og jeg vil gøre mit for at give det videre til alle omkring mig.

De kærligste hilsner KS

Kære KS

Tusind tak for dit fantastisk fine digt. Jeg blev så glad og rørt.

Jeg husker tydeligt den fredag, hvor kommunen ringede til mig, og sagde at I akut stod uden voksne til at passe jer, og at man ikke kunne finde et sted, der kunne have jer alle fire samlet. I havde ikke noget netværk, der kunne hjælpe, og derfor kunne det blive nødvendigt, at to fremmede personer hentede jer to og to fra diverse institutioner, og kørte jer til to fremmede steder. I kendte jo mig, fordi jeg kom hos jer som familievejleder, og jeg kunne slet ikke bære, at I skulle hentes af fremmede, og at I skulle skilles i en i forvejen svær situation, så jeg tilbød at hente jer alle fire, så I kunne være hos min familie og mig, til kommunen fandt et sted hen over weekenden sagde de, hvor I kunne være samlet… Det blev så til to måneder hos os, før der blev en plads et sted til jer alle fire.

Jeg var glad for, at min mand og jeg tog den hurtige beslutning den fredag formiddag, for I var fuldstændig trygge, da jeg hentede jer en for en om eftermiddagen, og vi havde nogle hyggelige måneder sammen med jer. Min familie kom til at holde af jer, og havde vi haft plads, så var I nok blevet hos os, men men desværre…

Men det gør mig så rigtig glad, at du husker tiden hos os, og husker den som noget positivt. Vi gjorde, hvad vi kunne for at give jer en god og tryg oplevelse i en svær situation.

Vi havde jo kontakt til jer et lille års tid, den første tid på det børnehjem som kunne have jer alle fire, og sidenhen i de to plejefamilier, hvor I kom til at bo to og to. Men pludselig ønskede systemet, at jeg stoppede kontakten til jer, fordi man mente, at det ville give jer mere ro til at komme videre sammen med de nye relationer, og det måtte jeg selvfølgelig respektere, selvom det da gjorde ondt bare at slippe kontakten.

Men derfor er det jo også endnu mere fantastisk at høre fra dig nu, og fornemme at det er gået dig rigtig godt – det er da noget af en ressource at kunne skrive så fint et digt… Det vil jeg gemme i mit hjerte for altid…

Tusind tak igen, fordi du sendte mig dette fine digt, det betyder meget for mig. Kærlig hilsen Lola

Månedens indlæg november 2015

Jeg håber snart der er nogle som får øjnene op for den fantastiske mulighed det er, at sprede en positiv historie. Men da vores indbakke stadig er tom for positive historier, så bliver november måneds historie igen en fra egen hånd.

November måneds positive hyldest går til 0. og 1. klasses seks lærerteam på Sønderskov Skolen

Det bedste ved rollen som familievejleder er at få lov at hjælpe familier, der viser mig så stor tillid og lukker mig ind i deres liv, således at jeg kan inspirere i ”hjælp til selvhjælp” med det resultat, at forældrene bliver lettede og finder fornyet overskud til hverdagen, og børnene efterfølgende viser kæmpe taknemmelighed via et kropssprog, der går fra tynget til tro på fremtiden. Den næstbedste rolle er absolut, når jeg som supervisor bliver inviteret med indenfor i en daginstitution eller skoleklasse for at være med til at give inspiration til hverdagsstrukturen, kommunikationen, inklusionen med mere. Når en skole så inviterer mig med til det helt store indskolingssamarbejde med udgangspunkt i min bog ”Den store bog om skolebørn”, hvor samarbejdsrammen får lov at spænde så vidt som til et møde med alle børnenes fantastiske forældre, som viste en samarbejdslyst i højeste gear, et fælles oplæg for alle skolens ansatte samt flere supervisionsdage direkte med personalet i tre 0. klasser og tre 1. klasser, ja så kommer sådan en opgave tæt på at give følelsen af en total helhed, og gør derfor sådan et samarbejde til den ultimative positive opgave. Når gevinsten så oveni bliver et møde med seks undervisningsteam, der ALLE seks består af top engagerede, grundige, positive, imødekommende, modige, ærlige, entusiastiske, ”jeg elsker at samarbejde med børn” personaler, ja så vil de positive superlativer fra mig ingen ende have. Sådan en totaloplevelse giver mig en lyst til at råbe ud til alle politikere, deres skolereformer, deres forskere og embedsfolk, pressefolk m.fl., der hele tiden taler folkeskolen ned, og giver den skylden for ”alverdens ulykker”, og siger at personalet i folkeskolen ikke er rummelige osv., at det er synd, at disse folk ikke kommer så tæt på folkeskolens virkelige hverdag, som jeg gør. For en større nærhed ville helt sikkert give et meget mere positivt billede fra sig… Folkeskolen er rummelig, dens personale er dygtige og engagerede. Folkeskolen er rigtig meget bedre end sit ry, og den ville være endnu bedre, hvis den ikke hele tiden skulle forsvare sig og stå til regnskab og udsættes for ny kritik.

November måneds positive hyldest skal være en hyldest til folkeskolen og alle dens fantastiske medarbejdere. De seks lærerteam i særdeleshed, der var ikke en eneste udbrændt eller opgivende bemærkning. ”Kære alle seks undervisningsteam, tusind tak fordi I gav mig sådan et positivt billede fra folkeskolen, som var så afsmittende på børnene, at min tanke straks blev ”her vil jeg som barn gerne gå i skole”. Tak fordi I for mig blev nogle fantastiske ambassadører for verdens bedste folkeskole.

Bedste hilsner til jer og børnene i fremtidens skoler ønsker Lola

 

Kære Lola

Tusind tak for din positive og rosende historie om os -og vores børn. Du har lige fået “os til at vokse en meter” (citat fra dig).

Indlægget er VIRKELIG godkendt. 🙂 Og her par linjer om din funktion:

“Lola kom  til bh.klasserne på vores skole for at supervisere i vores daglige arbejde.

Vi oplevede, at lige meget hvilken børnetype hun blev præsenteret for, var hun positiv og varm . Hun havde konstruktive input ,som  vi efterfølgende afprøvede og oplevede stor effekt af.

Lolas gejst og engagement var smittende og hun “brændte igennem”.

Lola er børnenes ambassadør. Hun har fødderne dybt plantet i hverdagen og dens problematikker.

Lolas arbejde får “5 kokkehuer”.

Mvh. Marianne, Rikke og Gitte (bh.klasseledere)

Månedens indlæg okt. 2015

Når der er plads til børn

Jeg kommer til mange fine familiehjem i dag i helt nybyggede huse med loft til kip, minimalistisk og trend-/designsat indrettet, med samtalekøkken med helt glatte låger, der dækker for ALT, samt hvide vægge og vindueskarme uden børnetegninger eller hjemmegjorte kreativiteter, og der er heller ingen synlig opslagstavle til børnenes pynt. Selv ejendomsmæglere siger før hussalg: ”Det er en fordel for salget, hvis alle børnenes tegninger med mere pilles ned før fremvisning af huset…”

Derfor bliver jeg så ekstra glad, når jeg møder forældre, der værdsætter børnenes kreationer, fordi anerkendelsen betyder så rigtig meget for børnene. Kreationerne behøver ikke at have en hædersplads midt i stuen, men pladsen der vælges, skal give lidt god fornemmelse til barnet i forhold til anerkendelse.

Jeg kommer så forbi dette træ  i en have, hvor en familie er ved at flytte ind i et nybygget hus, og tænker: ”Hvor er det dejligt, at der midt i indflytning i nye fine omgivelser og deraf flytterod, har været overskud hos forældrene til at tage godt imod børnenes kreativiteter. Billedet er taget i februar i år til senere brug. Og det bliver så her i oktober måned, da ingen andre har sendt en nominering til den positive fortælling (det skal jo også lige i gang). Derfor gør jeg det selv denne gang, men opfordrer til sende en positiv historie til fremtidige nomineringer til sbj@lolajensen.dk.

Jeg bankede derfor i dag på hos familien Lind og sagde, at de havde vundet en valgfri bog fra min shop, fordi deres kulørte perlepladetræ midt i en vintermåned havde gjort mig så glad, især fordi jeg ved, hvad deres anerkendelse betyder for børnene, og også fordi mange forældre i dag ikke giver sig tid til anerkendelsen og plads i huset til børneting og tegninger. Og her var så en familie, der midt i en flytning havde fundet deres egen kreative måde at gøre det på. Så tak for denne anerkendelse af perlepladerne og inspiration til andre måske.

Og lad mig så samtidig hylde perler og perleplader. Måske tænker forældre (især dem med piger på matriklen), om der virkelig kan være udvikling i perleplade efter perleplade? Man tror det måske ikke umiddelbart, men der er masser af øvelse i mønstre, finmotorik, fordeling, farver, koordination og allervigtigst – det er ren terapi. Det meste med perler og perleplader er så enkelt at gå til, at barnets ”pandelapper” kan få en nedkøling og sortering af dagens indtryk, samtidig med at perlerne sættes på pladen (eller snor), simpelthen fordi det er så ligetil. Ja selv processen med at sortere farver kan have en ”terapeutisk” nedkølende effekt af barnets hjerneaktivitet. Så efter en hel dag med fuld fart på i daginstitution, skole og SFO, så vil perleplader rundt omkring et bord med hyggelig stemning, give langsom ro til barnet.

Så dette indlæg var både en hyldest til en familie, der fandt en kreativ måde at bruge de mange perleplader på midt i en indflytning, og samtidig også en hyldest til perlerne.

Med to meget aktive ”perlepladepiger” blandt mine fem børnebørn, så ser mine to lamper på mit kontor ud som på foto, og jeg nyder at se på det, fordi det gør mig glad.       

Månedens indlæg sept. 2015

I denne måned udvælger jeg selv månedens positive indslag:

I forbindelse med udgivelsen af min nye bog ”Pas på familien, også når den går i stykker”, er jeg jo blevet interviewet til forskellige medier, og nogle af mine kontroversielle og politisk ukorrekte udtalelser har jo rejst en mediestorm. Midt i orkanens øje føltes det derfor ekstra positivt at få en prober mail fra en mand/far fra bogens målgruppe, især at den er skrevet så venligt, til trods for at den er skrevet af en far, der i den grad står  i problematikken til en hals lige nu og med følelserne i højeste ”alarmberedskab”. Og så vil jeg gerne bruge denne mail til at råbe alle skilsmissemødrene op: ”Hvis ikke faderen er psykisk syg, slår, har misbrug eller forvolder anden skade på ekskone og/eller børn, ja så SKAL mødre sørge for at skabe nogle rammer, der på alle måder giver mulighed for barnets ret til kontinuerligt samvær med sin far”.

Hej Lola

Jeg har netop læst en artikel i Jyllandsposten om deleordninger, hvor du kommer med dit syn på de forskellige deleordninger. Jeg bliver meget ked af at læse det du mener, og desværre bekræfter det mig i det syn, som jeg oplever mange har på skilsmisser. Vi er et par som er helt nye i skilsmissen, og har inden for kort tid begge accepteret, at vi skal igennem en skilsmisse. Vi har altså endnu ikke påbegyndt processen, eller talt om deling af vores datter på 2½ år. Men fra alle sider får jeg at vide, at jeg som far får meget lidt indflydelse på min datters liv og opvækst. Hvis jeg er heldig, kan jeg få en 10/4 ordning, men vores datter vil automatisk få bopæl hos moderen. Jeg tror at flere fædre ville være villige til at fravælge 7/7 ordningen, hvis de vidste, at der var en reel mulighed for at de kunne få den ordning, som i dag næsten automatisk falder ud til moderens fordel. Spørgsmålet i dag er jo ikke, hvor barnet skal bo mest, men hvor lidt/meget faderen skal have lov til at se barnet. Og det hele bliver kørt i barnets tarvs navn. Man hører desværre sjældent om, at faderen har fået en 10/4 ordning, hvor barnet har fået bopæl hos ham, og moderen har barnet i 4 dage, med mindre at moderen har nogle psykiske problemer, eller på anden måde ikke kan tage vare på sig selv. Hvorfor er der denne negative holdning mod mænd? I vores tilfælde er vi en familie, som de sidste 7 år har boet i udlandet. Jeg er ansat i et udenlandsk firma som adm. direktør. Min kone har gået hjemme de sidste 2½ år og passet vores datter. Min kone er nu kommet til det punkt, hvor hun bliver nødt til at have et job, og dermed er hun sammen med min datter flyttet hjem til Danmark i vores hus, som vi har haft siden 2006. Jeg sidder hernede tilbage, og har fået at vide, at jeg ikke må flytte ind i det hus, og venter derfor på, at jeg kan finde et job, inden jeg kan komme hjem. Da jeg har den stilling, som jeg har, er der desværre 2 måneders opsigelse. Så hvis jeg skal følge reglerne, så kan jeg tidligst komme hjem midt november. Da min kone gik hjemme og passede vores datter (på nær de 6 timer om dagen hun var i vuggestue) og nu er sammen med hende hver dag, og vil være det i nogle måneder endnu, så er jeg som far automatisk kørt bagud, når der skal vælges ordning. For allerede nu har moderen et forspring sammen med min datter. Jeg kan ikke forstå, hvorfor man som far skal møde denne mur? Desværre er det en mur, som man også møder hos folk som dig, som har arbejdet med dette i så mange år. Jeg forstår dit synspunkt om 7/7 ordningen, og vil til dels give dig ret i det, men det er det eneste vi fædre har at kæmpe for, hvis vi vil have del i vores børns opvækst og ikke føle os som andenrangs forældre. Jeg er selv skilsmissebarn (født 1973), og jeg havde stort set ingen kontakt med min far. Dette var fordi, at jeg af min mor altid hørte negativt om min far, og at han boede langt væk. Jeg har i dag kontakt med ham, men det er meget begrænset, for der gik desværre så lang tid, inden vi begyndte at kende hinanden, at vi i dag blot har et venskab, ikke et far/søn forhold. Jeg er skuffet over, at man her i 2015 begynder på at lægge alt ind under barnets tarv, og nogle ukendte personer sidder og bestemmer, blot fordi en mor ønsker at bruge barnet som våben mod faderen. Vores skilsmisse skyldes ikke utroskab, vold, misbrug eller andet negativt men mest, at jeg har arbejdet mange timer, mens min kone har gået i et fremmed land alene, og dermed har manglet noget nærvær fra mig. Jeg vil rigtig gerne vide, hvordan man på nogen måde kan påvirke dette, således at der kan blive lavet om på dette i fremtiden. Jeg hører ofte, at det nu om dags er ændret meget i forhold til ”gamle dage”, og det kan jeg også godt se. Men det er fordi, at man i ”gamle dage” som far ikke havde noget at skulle have sagt, så alt er en forbedring i forhold til dette. Håber du i det arbejde, som jeg ærligt erkender, jeg ikke kender det store til, vil påvirke det således, at barnet også får en reel mulighed for at få en far, og blive påvirket af sin far igennem opvæksten.

Med venlig hilsen CC

Hej CC

Tak for din mail. Og jeg forstår til fulde din reaktion på min vinkel, specielt i jeres situation. Jeg er dog sikker på, at jeg ville vinde ved nærmere bekendtskab, da jeg fx også i min bog skriver, at et fælles forældreskab indebærer, at man bliver i geografisk nærhed af hinanden. Således ville det beskytte dig og din datters samvær, at når I har skabt job og liv i udlandet, så ved din datters mor også helt fra en start, da I rejste derned, at en evt. skilsmisse ville indebære, at hun skulle holde sig i nærheden af dig efterfølgende. Det kunne så fx være sket ved, at hun havde lejet et værelse i det land, I bor nu, til I alle tre sammen kunne flytte tilbage til Danmark. Og flytter moderen før, du har fået nyt job i Danmark, ja så burde loven beskytte dig og din datter, at miljøtilknytningen var i udlandet for din datter. Jeg har også i min bog skrevet, at 10/4 er perfekt for din datters alder, men at du helt bestemt bør komme forbi midt i perioden hun er hos sin mor og fx stå for ugentlig svømning eller gymnastik, så fraværstiden ikke bliver for lang. Havde jeg været med inde over som familievejleder, så havde jeg stillet spørgsmålstegn ved moderens flytning til Danmark. Der står i min bog, at man efter skilsmissen bør bygge de nye samværsforhold op omkring nuværende bopælsmiljø. Måske skilsmissen får jer begge til at savne det danske netværk, men I bør altså forsøge at blive sammen, enten ved at holde hinanden ud under samme tag som nu, eller en lejebolig i nærheden til den ene af jer, og så må I sammen flytte hjem, når du har fået job. Nu har jeg jo kun fortællingen fra den ene side, men mødre bliver i min optik en kende egoistiske, hvis de både bare kan rejse med barnet, og også som en selvfølge få retten til det fælles hus i Danmark. Hvis rammen var klar, som min bog lægger op til, at I som forældre har pligt til at blive i hinandens nærhed, så ville du få mere indflydelse på din datters opvækst (jeg kan altså her bedre lide, at der tænkes på samvær end indflydelse…). Mine udtalelser i Jyllandsposten er som de er, fordi det for mig er vigtigt, at børn får en rolig opvækst, fordi ro og stabilitet giver bedre trivsel. Og ja det kommer forældre til at betale en pris for desværre. Og i de fleste familier er far og mor jo lige egnede til barnet, har jeg skrevet i min bog, men børn trives ikke ved en 7/7 ordning, hvor det bliver børnene, der betaler den højeste pris for skilsmissen.

Jeg er rigtig ked af det på jeres vegne, især den specielle situation med skilsmisse i udlandet taget i betragtning. Jeg håber, at I finder frem til ramme og samarbejde, der giver de bedste betingelser fremtidigt, først og fremmest af hensyn til jeres datter og dernæst til hendes far og mor. Og det var dette samarbejde min bog skulle inspirere til, og din fine mail fortæller mig, at min bog er vigtig.

Jeg nominerer hver måned en eller anden situation eller menneske, der fortjener det. Jeg synes, at din mail til mig er så prober, din pressede situation taget i betragtning, og hvor du jo med rette kan tænke, at mit udspil via Jyllandsposten gør det endnu sværere at være dig. Og alligevel skriver du så ordentligt til mig. Din mail signalerer et bredt og rummeligt menneskesyn fra dig. Jeg vil gerne hjælpe dig med at bevare den ordentlighed som du besidder nu i jeres fortsatte skilsmisseproces, for det lyder du til at fortjene. Og en fortsat ordentlighed vil komme din datters og dit samvær til gavn. Derfor sender jeg bogen ”Pas på familien, og når den går i stykker” til dig, og håber så inderligt, at du finder brugbare ord i den.. Bedste hilsner fra Lola  

Hej Lola

Tusind tak for dit søde svar. Jeg holder altid en sober tone i min kommunikation, af den grund at det kommer man længst med, man kommunikerer fordi man ønsker noget, og det opnås med en god tone. Det er en hård tid. Som jeg skriver, har vi ikke endnu underskrevet eller modtaget papirerne, så vi står lige i starten af processen. Som jeg skriver, overrasker det mig, at man som mand bliver mødt med en mur fra alle sider, som beskriver at det er begrænset, hvad man kan kæmpe for, kvinden har vundet på forhånd. Jeg er “spændt” på, om det også kommer til at gå sådan, når vi har været forløbet igennem, det vil tiden jo vise. Jeg læste i går i en anden avis, dit indslag Lola om ægteskabet, og hvor nemt folk nu om dage giver op. Dette vil jeg støtte 100% op om, det er et af punkterne som jeg er ked af i vores ægteskab. Det er hårdt arbejde at blive sammen, og i nogle perioder har den ene part brug for hjælp, og andre perioder er det den anden Derfor må det jo forventes at nogle perioder er op ad bakke, sådan er livet for alle. Jeg har haft, og har stadig et meget stresset og krævende job, men jeg har kæmpet for at holde arbejdstiden under 45 timer om ugen af hensyn til familien, og det har jeg overholdt. Desværre havde jeg ikke kræfterne til så meget husligt arbejde, når jeg kom hjem, og det frustrerede min kone. Jeg kan godt se det fra hendes side, når hun har gået hjemme og ventet på mig. Men jeg synes, at man i stedet skulle have fundet en løsning f.eks., at jeg fandt et andet job evt. i Danmark, som jeg nu er i gang med. Men desværre for sent. I må meget gerne bruge min mail til hvad I ønsker. Jeg har skrevet den, fordi jeg ser en problem stilling, og hvis der kan komme noget oplysning, dialog eller en ændring på området, så er det meget positivt. Hvis I ønsker yderligere af mig, eller ønsker noget uddybet, så er I meget velkomne til at kontakte mig.

Med venlig hilsen CC

Hej CC

Der har vel ikke været så meget husligt arbejde tilbage, når du kom fra job, hvis jeres datter var 6 timer I Vuggestue, og din ekskone gik hjemme? Det har sikkert I højere grad været frustration over at gå og vente hjemme på dig så mange timer, og så måske få en lidt for træt mand hjem? Men uanset, I var vel fælles om at beslutte, at I skulle etablere jer i udlandet, så burde I også have kæmpe fælles for at få dette til at lykkes, og hvis ikke, ja så burde I have fundet en god løsning for alle i forhold til skilsmissen, og den giver jeg udtryk for højere oppe, at I skulle være rejst samtidig hjem, så du kunne bevare kontinuerligt samvær med din datter. Jeg håber så meget, at du ikke så meget vil kæmpe for retten til at se hende lige så meget som hendes mor, men mere kæmpe for retten til at være en vigtig del af din datters liv. Jeg håber så også, at din ekskone vil åbne alle tænkelige døre for dette i hverdagens muligheder, ikke ved 7/7 men ved muligt samvær på øvrige dage. Og alt det handler min bog om, og det er mit håb, at du/I får en bedre skilsmisse og bedre vilkår for din datter via inspiration fra bogen. Bedste hilsner fra Lola

Månedens indlæg – juli 2015

Denne måneds postive indlæg kommer fra Louise som skriver følgende;

Kære Lola. Jeg har en dejlig dreng på 4 år, som går i Brovst børnehave. Anders er meget glad for at gå der og til tider kan det være svært at planlægge en fridag, da pædagogerne har planlagt noget spændende til dagen efter, som han ikke vil gå glip af. Eksempelvis zoo safari, hvor de skal fange biller i en kartoffelfælde ( jeg elsker deres opfindsomhed) Jeg har lige netop været på Kidslink og set billeder og bliver rørt over de utallige skønne aktiviteter de laver med børnene. Ikke mindst rørt over billederne de dagligt tager af tavlen, hvor der er beskrevet, hvad de har lavet i løbet af dagen og oftest med den mest anerkendende afslutning. “Børnene har været super seje – eller hjælpsomme, dygtige” Mit barns selvværd, trivsel, nysgerrighed og evne til at indgå relationer styrkes i den gruppe. Dette takket været 3 super engagerede pædagoger, som elsker det de laver, og det lyser ud af dem. Det de gør er så beundringsværdigt og jeg ville ønske at de kunne blive anerkendt for den kæmpe store indsats de gør med en ellers lav normering. De får det til at se legende let ud. Skulle jeg derfor nominere ville det blive pædagogerne på gul stue i Brovst børnehave, hvor de primær voksne er Ella, Heidi og Janne. De medvirker til et sundt miljø for en ellers stor børneflok, hvor det enkelte barn bliver set/ hørt og mødt. Hvor jeg som forældre hver dag føler mig tryg ved at aflevere mit barn og har stor tiltro til at de medvirker til at give ham de bedste forudsætninger fysisk, psykisk og socialt. De udstråler varme og glæde når de er sammen med børnene og jeg tænker at grunden til at børnene på gul stue betegnes som at være en gruppe med gode relationer og er små gode kammerater kan tillægges pædagogernes store arbejde. Jeg ville blive så glad, hvis du ville være en del af den anerkendelse de i så høj grad fortjener. De bedste hilsner Louise Skøt