Min søn slår sig selv

Hej Lola.
Jeg skriver til dig i håb om, at du har tid til at hjælpe mig. Jeg ved godt, du nok har drøntravlt, men prøver alligevel, for jeg har prøvet at kontakte andre, der ikke har svaret og kommunen kan/vil ikke hjælpe, og mit liv er ved at gå lidt i spåner nu.

Min kæreste og jeg har en dreng på knap 16 måneder, og det sidste halve år ca har han slået sig selv -enten hovedet ned i gulvet eller slå/rive sig selv i hovedet med begge hænder -nogle gange til blods.

Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde, så jeg tror jeg begynder helt fra starten, så du måske bedre kan forstå sammenhængen…

Min kæreste og jeg mødte hinanden for 2 år siden, og da vi havde været sammen (mest useriøst) i knap 3 måneder, blev jeg gravid, og vi flyttede sammen og det har bestemt ikke været nemt, for vi kendte ikke hinanden, og havde begge været alene meget længe, og var ikke vant til at skulle tage hensyn til andre…og pludselig er vi en familie, hvor vi slet ikke har tid til at lære hinanden at kende, fordi der nu var en lille ny, der tog al vores tid. Det (oveni vores forskellighed og temperament) har gjort, at vi har haft nogle få, men voldsomme skænderier, hvor min kæreste har råbt meget højt, gået truende helt op i hovedet af mig mens jeg havde min søn på armen for at trøste ham og endda smadret en ting én gang, og jeg har talt lavt med had i stemmen. Det er der ingen tvivl om i mit hjerte, at det har sat sine ar på min søns sjæl, men han har trods det næsten altid været en meget stille, rolig og glad dreng og vi har ikke skændtes sådan i det sidste halve år eller mere, og jeg synes faktisk, vi har fået det forholdsvis godt sammen, så jeg tror på, at det går den rigtige vej.

Jeg fik bækkenløsning under graviditeten, og har stadig ret store problemer med det, og vi bor meget småt, så det har begrænset mig meget i at komme ud med min søn eller aktivere ham, som jeg gerne ville. Jeg er selv pædagog (pinligt nok) og ville ønske, at jeg havde magtet mange flere ting fysisk, men sådan skulle det dog ikke være…

Vi har været meget ude førhen -i mødregruppe ca en gang om ugen f.eks. og de andre mødre var altid så forbavsede over, hvor stille og rolig min dreng var, der bare sad og kiggede på de andre, og legede ligeså stille selv. Han har altid været et utrolig nemt barn, der sov igennem fra dag ét, spiste alt og var nem at få til at grine osv..Men lidt efter lidt blev han mere og mere ængstelig over at være sammen med andre. Hvis de andre børn i mødregruppen græd, begyndte han også at græde, og hvis de skreg/skabte sig, skældte han dem ud. Det blev værre og værre, og da vi så også kom i legestue, blev det helt galt…i dag slår han sig selv lige med det samme, hvis det bare ringer på døren herhjemme, eller hvis en fremmed taler til ham. Det er værst, når vi er hjemme hos andre. Han græder konstant, og klamrer sig til mig fuldstændig panisk, og hvis jeg alligevel bliver, slår han hovedet ned i gulvet, og han stopper først, når man går derfra igen. Så resultatet af det har været, at vi lukkede os lidt mere inde og holdt op med at tage så meget ud til andre, så måtte de komme hjem til os, og jeg går stadig hjemme med ham på forlænget orlov (forældreorlov).

Min kæreste arbejder ofte meget (er altid tidligst hjemme kl.18), og det der ofte sker er, at han kommer hjem, siger hej, spiser for sig selv, fordi vi har spist og så sætter han sig foran computeren, og skal lige ordne en masse andre ting, så vi ser ham ikke så meget, og jeg føler mig tit som en enlig mor, og det påvirker mit humør meget, hvilket selvfølgelig smitter af på vores søn, men jeg kan ikke finde ud af at ændre det mønster uden, at vi som par skal have hjælp til noget struktur (for det nytter ikke at jeg kommer med en plan og siger sådan og sådan…)

Men tilbage til vores søn…han slår også sig selv i mange andre situationer, som jeg mest betegner som hysteri..når han ikke får sin vilje, hvis man ikke giver ham nok opmærksomhed, når han skal skiftes, eller hvis man kommer til at spørge om han vil have noget at spise/drikke (ved godt, man ikke skal spørge et barn, der ikke kan svare, men man falder alligevel i engang imellem) eller bare siger mælk, og han så ikke er tørstig osv…han stikker i et rasende skrig, og slår sig næsten samtidigt eller umiddelbart efter, så man næsten ikke kan nå at gribe ind før.

Det har også undret mig, hvor lydfølsom han er…høje pludselige lyde, har han altid reageret mere på end andre børn jeg kender -selv som helt spæd, men jeg har bare tænkt, at han, ligesom sin mor, har en ret god hørelse, men også her er han begyndt at slå sig selv.
Det jeg synes er mest mærkeligt, er at han kan finde på at slå sig selv, når han bliver ivrig -glad, så giver han lige sig selv en lille lussing…

En sidste ting, jeg vil sige er, at jeg har overvejet, om han evt er autist/ADHD el lign…han har altid viftet frem og tilbage med sine hænder, hvis ikke han holdt på noget (ligesom børn spræller med arme og ben, når de bliver ivrige/meget glade) og han er utrolig god til at lege selv i meget lang tid, hvor han lukker alle andre ude, og man skal næsten helt hen og vifte noget under hans næse, før han reagerer, men det tror jeg mere er selektivt “jeg er ligeglad med dig lige nu, lad mig nu bare lege i fred”-agtigt. Jeg synes ikke han udviser andre tegn på ovennævnte sygdomme, men det er næsten for tidligt at sige. Han har været undersøgt nogle gange for sin hovedform…noget med at den voksede for hurtigt sammen (og ind over hinanden), men lægerne har afvist, at det skulle give smerter el lign. så det burde ikke være noget fysisk, han fejler. Min egen læge mener, han reagerer meget normalt, når man tænker på, at han ikke kan udtrykke sig verbalt, og at han har et ret stort temperament, men det er bare ikke nok… der må ligge noget andet i det også, og der må findes nogle løsninger på det…

Ja undskyld denne lange mail, men der er så mange små ting, som kan være årsag til, at han slår sig selv, og jeg vil så gerne få det hele med, der måske kan give mig nogle svar…for ingen af os holder til det meget længere…
Hvad tror du, jeg/vi kan gøre?
Skal han hurtigst muligt ud i en institution, eller skal vi få hjælp til det her problem, inden han skal ud i den store verden “alene”?
Jeg så gerne, der kom én ud og så os sammen, vores hverdag og så vores søns adfærd, men måske kan du lige gennemskue, udfra denne livsroman, hvad der skal til?

Håber at høre fra dig og undskyld ulejligheden.

Mvh en meget fortvivlet mor.

1 comment to Min søn slår sig selv

  • Lola Jensen

    Hej tilbage.
    Tak for den store tillid du viser mig. Jeg får mange mail, men din er en af dem, som jeg er nødt til at sende et lille svar på, fordi den signalerer så stor en fortvivlelse.
    Du skal ikke tænke så meget over det pinlige ved at være pædagog, man er jo en helt anden sammen med andre folks børn, hvor de helt store følelser jo kommer i spil med eget barn, og netop nemt fordi man i forvejen også har sin erfaring fra jobbet, der skal mikses med. Husk at det kun er en tanke udfra en mail. Men jeg tror, at I er kommet rigtig skævt fra start som familie. Din kæreste og dig har ikke nået at finde frem til et fælles fundament. Det er I ikke de eneste der oplever, men samtidig har I så fået en lille følsom sensibel dreng, som i begyndelsen var stille, hovr I fyldte, og nu giver sin lyd fra sig. Den måde han har valgt at gøre opmærksom på sig selv er ved at være selvdestruktiv. Andre drenge, det ved du fra dit job, de vælger en mere udadrettet reaktion. Jeg ved godt, at jeg vælger en noget simpel tanke nu. Om han har autisme eller ADHD, min holdning er, at især drenges hjerner er længe om at blive modne, og derfor har brug for forudsigelige sikre voksne, der tror på sig selv og det de gør. Så ville mange blive sparet for at der evt. autisme og ADHD ville komme til udtryk. Pga. et stigende antal usikre forældre idag, så tror jeg, det er grunden til et stigende antal børn med autisme og ADHD. Uanset hvad forældre gør til en start sammen med barnet, så vil der altid være de svære tilfælde tilbage med autisme, og lad så dem komme hurtigt til og få den gode og grundige behandling på børnpsykiatrisk afdeling samt plads i specialklasserne. Men for mange af tidens nye tilfælde tror jeg, at det handler om, at vi kan hjælpe forældrene til at komme mere sikkert fra start, og det er der, jeg tror, at du og din kæreste skal starte med at tage fat. Første trin er, at I finder hinanden ordentligt. I lærte hinanden at kende, kom noget voldsomt fra start. Det har nu lagt sig, og I er sammen, men er I rigtigt sammen. Hvis din kæreste kommer hjem så sent, og alligevel vælger at prioritere sin computer efter at have spist, så er I jo ikke sammen. Måske kan din søn mærke jeres manglende gode stemning. Måske kan han mærke, at du ikke er tilfreds med dit liv, og hans far er måske heller ikke. Måske er hans adfærd et symptom af de voksnes manglende trivsel sammen. Måske savner han sin far, og prøver at gøre opmærksom på det ved at skade sig selv. Samtidig er han et følsoms barn, og har så måske ikke overskud til at møde verden ude, når hans lille verden hjemme er så svær at aflæse og forstå. Jeg vil helt klart anbefale, at I sætter jer sammen og får en ordentlig snak om indhold og forventninger og finder hinanden derigennem. Derefter vil han finde ro hos jer. Han vil mærke jeres øgede glæde og styrke, og det vil give ham mod på at møde verden udenfor. Den skal han efter min mening så helt klart have i meget små doser. Hellere hjemme hos dig lidt endnu, derefter en god dagpleje med rum til hans specielle personlighed, end en større vuggestue med mange impulser og folk ud og ind. Og så tilsidst – hvis du har en tendens til at tolke og analysere hans mindste trin og tiltag, så kan det gøre, at han har svært ved at slappe af. Prøv iøvrigt at aflede ham fra at være destruktiv overfor sig selv, prøv at dreje hans opmærksomhed over på noget andet, undgå helt at sige: “Jamen lille skat, du må da ikke slå dig selv,” I skal flytte fokus over på hans positive adfærd. Og ja, det er en god idé at få nogle hjem til jer og se, hvad det er for mønstre, I har sammen, og derigennem hjælpe jer med en omlægning, der skal så tit så lidt til. Held og lykke til fremtiden fra Lola

You must be logged in to post a comment.