Kære Lola og øvrige læsere
Jeg vil forsøge mig med et positivt indlæg, velvidende at det kan blive taget blandet imod.
Jeg blev gravid første år på min uddannelse, jeg læser til folkeskolelærer, det var planlagt og jeg fødte min anden søn, Dane, i sommerferien 2015. Han er fra juli og jeg besluttede at starte i skole til september, i stedet for at tage barsel – ikke fordi jeg har travlt eller mangler pengene, men fordi det virkede som den helt rigtige løsning, hvis den kunne lade sig gøre hele vejen. Min mand havde ikke mulighed for barsel, da han netop var startet selvstændigt og min søn skulle ikke starte i institution for tidligt – min ældste søn, Gian startede da han var 15 måneder og det er også planen med min yngste søn, som nu er 9mdr. Men så kan man jo undre sig over, hvor han skulle være henne, den lille?
Resultatet af min beslutning blev, at jeg startede i skole 3-4 dage i ugen med min dejlige søn i en vinkle om livet. Jeg har fra start sat rammer for hvad min søn skulle oplevelse, han blev ved mor og kun en eller to bestemte fra klassen måtte være hjælpende i forhold til at holde ham. Jeg besluttede at blev det for meget for ham at være med, så stoppede vi uden varsel og jeg pakkede herefter min pusletaske og skoletaske og afsted gik det.
Det positive i dette indlæg, udover at han i dag er 9mdr. og fuldstændig normal, er at min klasse og mine lærere har taget fantastisk godt imod os. Aldrig har de klaget over at min lille dreng har snakket med i undervisningen, at han har forstyrret, lugtet, gylpet og kravlet rundt og pillet i deres tasker. De passer på ham, de gisper med hvis han mister balancen og roser ham hver gang han dukker op, fordi han er så stille og sød – læreren står og vugger med når hun snakker hvis jeg står og vugger ham i viklen og de har uden spørgsmålstegn accepteret mine rammer. Har jeg min store dreng med, så render læreren og tegner nisser og blomster på tavlen og det er en naturlig del af hverdagen at der sidder en baby for fødderne af underviseren, eller der står en dreng og synger “Mester Jakob” mens de fremlægger deres opgaver.
Jeg har hele tiden haft mine bekymringer omkring hvordan min søn ville acceptere dette, at være med – men jeg har også hele tiden været overbevist om at han har det bedst på mors bryst, i mors arme og i det hele taget tæt på mig. Det har han haft muligheden for, i stedet for at blive sendt i institution – havde jeg taget min barsel, havde han skulle starte i institution nu – nu har jeg muligheden for at have ham tæt på hele 6 måneder mere.
Denne løsning har været fantastisk for os og er det endnu. En hyldest til den rigtige løsning for DIG og MIG og alle de mødre, fædre og børn der skal tænke kreativt mht. løsninger og en stor hyldest til dem der står ved siden af og tager imod med åbne arme og ikke ser ned på en anderledes løsning.
Kærlig Hilsen Karoline
Kære Karoline
Nu er maj måned gået, og det er helt klart din historie, der skal vinde som månedens positive historie. Jeg er vild med din fortælling, og glæder mig over at skulle sende dig præmien for at bidrage med månedens positive historie. Jeg vil også gerne give den et par ord med, som jeg deler op i fire dele.
1. For mig at læse, er den allervigtigste del i din fortælling, din hyldest til “dig og mig og alle de mødre, fædre og børn, der skal tænke kreativt mht. pasningsløsning efter endt barsel”. Det betyder ALT for den gode familiestart, hvis man har mulighed for og kan få lov at følge sit hjerte og sin mavefornemmelse, og også tør gøre det, og det gjorde I. Tillykke med at I turde at være de nærmeste til at bestemme, hvad der var allerbedst for jeres lille familie.
2. Og dernæst en hyldest til folk der stod ved siden af, og tog så godt imod dig og dit barn på seminariet. Nu skal jeg da lige tilføje, at jeg er sikker på, selvom du ikke lige nævner det, at du også var rigtig god til at tage et hensyn den anden vej. Der kan godt i dag være en tendens til, at børn slæbes med alle steder og uden hensyn – sygt barn med på job – ferielukket institution og derfor barn med på job – små børn ved nabobordet på gourmetrestaurant – og jeg kan også møde det til de foredrag jeg holder, hvor nogle forældre ved mindste lyd fra de små, skyndsomt tager barnet ud, og kan gøre dette helt diskret, fordi de har valgt at tage plads allerbagest i lokalet, mens andre forældrepar sætter sig i midten af salen med et hoppende barn på skødet, så ALLE bagved må flytte hovedet fra side til side og henover et hoppende barn for at følge med, og amning til fremmed side, hvor man godt kan se, at amningen kommer lidt tæt på den sidemand, som ikke er far til barnet. Men jeg tror, at du tog hensyn, og derfor er det sådan en god fortælling, og det kunne lade sig gøre, fordi dine medstuderende var så rummelige. Jeg tror så også, at det har givet noget til deres uddannelse, for et klasserum er jo fuld af forstyrrende småting, og dine medstuderende har øvet sig i at holde fokus trods et barn eller to omkring sig.
3. Og tredje ting er hyldest til alle, der ikke ser ned på den enkelte families valg af løsning. Om det er som I valgte, eller en anden familie der vælger at sætte uddannelse og/eller karriere på stand by for at lade den ene forælder gå hjemme, og uanset om det er far eller mor, der vælger det. Eller de folketingspolitikere eller musikere, der starter igen kort efter fødsel med barn og børnepasser på slæb, eller ejeren af en frisørsalon der lader sit barn starte i pasning efter kortere barsel eller noget femte… En hyldest til at den enkelte familie får lov at vælge selv, og mødes med åbne arme og anerkendelse frem for bebrejdelse og fordømmelse, det vil jeg gerne bruge dit indlæg til at hylde.
4. Og ja så vækker din historie jo mine personlige minder, for jeg har været der selv. 
Det er så tæt på at være den samme historie, det var bare mit første barn, hvor det var dit andet. Jeg blev gravid kort efter studiestart til pædagog med fødsel den 11. juli, altså midt i sommerferien fra seminariet. Jeg fortalte ikke om min graviditet på seminariet. Jeg skulle i praktik 3måneder op til sommerferien, og fik en fantastisk hjælp fra min praktikvejleder. Så alt klappede for mig det første studieår (og de øvrige også). Og ja, så startede jeg altså bare igen på seminariet på andet studieår den 1. september, men nu med et barn, barnevogn mm. oveni. Jeg spurgte mine nærmeste studiekammerater, om det var ok, og de sagde ja, og så var det bare sådan det blev. Jeg havde en nem datter. Jeg husker, at en af de andre medstuderende fødte i oktober, og hun prøvede at gøre det samme som mig. Men for det første faldt hendes termin mere uheldigt, det var jo trods alt dejligt at være hjemme de første måneder efter fødslen og finde sig selv i den nye rolle, og for det andet var hendes datter mere urolig… det var synd for dem begge. Men for min datter og jeg fungerede det super, takket være tolerante folk omkring os. Så jeg blev altså undervist i Freud, Maslow, behovspyramide, transaktionsanalyse, Rosenthal effekt, gestalt og meget mere med et lille barn i armene, og det var en god løsning for mig, som det også har været det for dig.
Jeg tror, at der blev stillet færre spørgsmål til folks individuelle løsninger dengang. Derfor vil jeg gerne lade din fine fortælling være en opfordring til større hensyn, tolerance, rummelighed, forståelse og hensyn begge veje, så du ikke skal behøve at starte med at skrive, at din fortælling måske bliver taget “blandet imod”. Bedste hilsner til dig og din familie fra Lola
Hej Lola
Hvor er jeg glad for at høre at historien bliver månedens positive. Tak for ordene og du har ret, jeg har selvfølgelig passet på. Han har været nem og vi er gået uden for døren hvis han har snakket for meget, grædt eller skulle spise. Vi har haft fast plads lige i døråbningen og selv de dage hvor der har manglet pladser af den ene eller anden grund, har der stort set altid stået en stol klar til mig, ved døren.
Jeg havde en helt fantastisk og vemodig afslutning på holdet fra snart to uger siden, hvor læreren brugte mere tid på min søn end jeg selv gjorde og det var meget rørende at se, hvordan et andet menneske, som ikke har familiær eller privat tilknytning til os, kan være så tilknyttet til et mit barn. Hun sad med ham i armene det meste af dagen, hun var tydeligt ked af at han ikke skulle være med mere og hun legede med ham og ikke et øjeblik var hun uopmærksom. Fantastisk!