Hej Lola Jensen, ser dig tit i GO’morgen DK. Kunne du ikke give forældre den gode fidus, at når de skal hente barnet i børnehaven, så går de selvfølgelig først i Netto eller lignende, og så henter barnet bagefter. Jeg bor overfor en børnehave og en Netto butik, hvor jeg kan se det afviklet i omvendt rækkefølge, hvilket gør det mere besværligt for forældrene og andre handlende blandt andet med skrig og skrål fra barnet, fordi de ikke må få alle godterne på hylderne. Det ses også tit, at forældrene stiller børnene op i indkøbsvognen, uden tanke på, hvad der kan sidde af diverse hundelorte osv. under skoene… lækkert for os andre, der lige bagefter skal have madvarer i vognen” Venlig Hilsen J.L.
Kære J.L.
Tak for din mail tak for din tillid, og super god observans, og jeg kan da godt forstå, at du kan tænke dit fra vinduet, når du har skue til begge “kampscener”, og super godt emne at tage op.
Mit svar lægger sig nok lige i midten. Det er nemlig rigtig vigtigt, at forældre og børn øver sig i at handle sammen, fordi det giver børnene en god træning i, at ikke alt kan lade sig gøre efter deres hoved, og dette øver børnene i at magte skuffelse og at kunne udsætte sine behov, vigtige dannelser til bedre adfærd i sociale sammenhænge med andre, blandt andet i skolen.
Jeg anbefaler faktisk forældre, hvis det er muligt, at de har børnene med i butik en gang eller to om ugen, men at der dog kun skal købes nogle få basisvarer disse dage. De store indkøb kan det betale sig at gøre uden at have de mindste børn med, hvis det er muligt.
Altså lyder min anbefaling… ind i butikken med forældre og børn sammen… op i sædet i indkøbsvognen med babyer, og der sidder de godt, indtil de har ordforråd til at forstå “i dag skal vi handle mælk, smør og ost”, og denne forståelses-kompetence skal børn forbi ca. 2 til 2½års alderen for at besidde. Derefter kan man så prøve at sætte dem løs i butikken. De kan derfor nå hylderne selv, og vil helt klart ønske sig slik og andet godter, og forældre skal så bare roligt henvise til slikaften om fredagen: “På fredag kan du få vingummi, du skal sove to gange, så er det fredag”. Barnet vil derefter hyle, fordi noget går imod dets vilje, hvilket er helt normalt, fordi det er det eneste/hurtigste “sprog” børn har i den alder.
Denne “scene” mellem barn og forældre skal vi så alle sammen bare bakke op om ved at sende positiv anerkendelse til forældrene, så de holder modet til at stå situationen igennem.
Hvis konflikten optrappes bør forældre tage barnet op på armen. Måske vil barnet skrige og rive i den voksne af ren frustration over ikke at få sin vilje omkring slik. Dette kan så gøre det nødvendigt at sætte barnet op i selve indkøbsvognen (sædet er barnet blevet for stort til nu), og vi to er da enige, at forældre bør tage skoene af barnet først. Men i kampens hede, kl. 16 om eftermiddagen, med et skrigende barn, er det ikke sikkert, at forældretålmodigheden/-overblikket lige rækker til dette… men det bør det selvfølgelig… Men men… forældrene får gerne min overbærenhed omkring dette, hvis de holder fast i bestemmelsen omkring slik på fredag, for det finder jeg vigtigst lige i den situation.
Så må forældre øve barnet i at tage skoene af på sæderne i tog, bus, lægehus, biblioteker, restaurant og lignende steder. Men helst kun fokus på en ting af gangen, for ellers ender intet af det godt, hvis forældre får sendt flere bolde i spil samtidig…
Måske vil barnet så skrige rigtig højt nu fra vognen, og forældre bør roligt fortsætte med at handle, og vi andre bør sende endnu flere anerkendende blikke til situationen. Send også positiv anerkendelse til to-kulturelle familier, for de føler endnu mere, at der kigges skævt til dem i disse situationer, ligesom de føler, at de rigtig meget får “kan du ikke engang styre dit barn i så almindelig en situation, ja så skal det da også ende med bandekrig og terrorisme…” blikket. Den mor og far der får det blik, elsker sine børn ligeså højt og vil sine børn det allerbedste som alle forældre jo vil det, og det skal tilskueren huske.
Skulle barnets temperament i vognen være så stort, at det prøver at kaste sig ud over vognens kant, ja så efterlader forældre vognen, der hvor konflikten blev for uoverskuelig, og går stille og roligt ud af butikken med ordene: “I dag var det ingen god dag at handle, men vi gør et nyt forsøg i morgen Julius, vi skal nok få det til at lykkes, når vi fortsætter med at øve os…”
Og så gøres scenen forfra næste dag. Og efterhånden lærer barnet, at det er mor og far, der bestemmer, hvad der skal i indkøbskurven. Og vi andre skal hjælpe med positivt blik og anerkendelse til forældrene, så de har mod til at stå de nødvendige konflikter igennem.
Vi kan ikke på en gang bebrejde forældrene, at de er curlingforældre, der skyr konflikter, og så samtidig ønske os, at forældre med børn holder sig væk fra de situationer, hvor der virkelig er gode øvelsesmuligheder for barnet i at lære de grundlæggende dannelser.
Børn bør ikke komme med på restaurant, før der er god mulighed for at give god fornemmelse til barn og øvrige gæster, men øvelse til dette kan oplagt ske i et supermarked eller svømmehal eller bus eller tog eller børnehavens garderobe eller lignende offentlige steder, hvor vi alle står i en lige situation, og hvor scenen mellem barn og forældre højst kan forstyrre en smule i køen frem mod kassen. Og den forstyrrelse bør alle vi andre kunne rumme, og viser vi, at vi kan det, så giver vi forældrene styrke og tager fælles ansvar for børns nødvendige læring i grunddannelserne. Bedste hilsner fra Lola
PS: Tak igen til J.L. for at bringe et vigtigt emne på banen, og jeg tillader mig samtidig at henvise til min bog “Den store Far, Mor og Børn”, hvor jeg beskriver alle disse nødvendige hverdagssituationer og mulighederne i dem
